Effektive kommuner truet af store skattesmæk

Lyt til artiklen

Takken for en effektiv håndtering af skat er en regning i millionklassen. Og det kommer til at koste personale i de kommunale børnehaver, skoler og plejehjem. Sådan konkluderer kommuner som Århus, Herning og Hvidovre, der alle har lavet beregninger på virkningen af regeringens forslag til kommunalreform, hvor staten overtager skatteopgaver fra kommunerne. »Det er grotesk, at vi skal afgive stillinger, fordi vi har været effektive og forandringsparate. Det er er tyveri ved højlys dag, og hvis ikke regeringen kommer på andre tanker, risikerer de, at den ellers positive stemning omkring reformen vender«, siger venstreborgmester i Århus, Louise Gade. Ifølge statens udspil vil alene Århus Kommune miste 102 millioner kroner. Ekstraregning Ekstraregningen opstår, fordi nogle effektive kommuner i dag bruger færre medarbejdere på skatteligningen, end regeringen siger, staten skal bruge, når den overtager opgaven. Men da kommunerne skal nedlægge et antal stillinger, der svarer til det, som staten vil bruge, så bliver de effektive kommuner straffet. Århus skal af med, hvad der svarer til 127 stillinger ud over dem, der i dag er ansat til at arbejde med skat. I Hvidovre er tallet 28-30. »Det vil ramme ældreplejen, skolerne og alle de områder, hvor regeringen også vil opprioritere. Det er rystende, at man kan lave beregninger, der er så langt fra virkeligheden - og endnu mere at man ikke har taget det af bordet hurtigt«, siger Louise Gade. Brok på Borgen Også på Christiansborg vækker regeringens oplæg harme. Flere partier brugte gårsdagens førstebehandling af kommunalreformen til at kritisere både skattesmækket og den generelt ringe belysning af reformens økonomiske konsekvenser. »Økonomien har været alt for dårligt belyst. Regeringen siger, at pengene følger opgaven. Derfor forlanger vi, at det kun er de faktisk anvendte midler, der flytter ud af kommunen - så effektive kommuner ikke reelt set får en bøde for at have drevet en god forvaltning«, siger den radikale Morten Østergaard. Enhedslistens Line Barfod er enig: »Det er et kæmpe problem, at vi ikke kender de økonomiske konsekvenser. Regeringen giver de samme løse formuleringer, men hvor mange skoler og plejehjem skal lukkes og medarbejdere fyres?«, siger hun. Det fik de kritiske partier dog intet svar på. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at det er alt for tidligt at regne på konsekvenser: »Situationen er jo den, at de forhandlinger, der føres mellem staten og kommunerne omkring prissætning af skatteopgaven ikke er tilendebragt. Regeringens udgangspunkt er fairness«, siger ministeren og tilføjer, at der er hyret et uvildigt revisionsfirma til at beregne den rigtige pris for opgaven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her