Pæne folk truer offentligt ansatte

Lyt til artiklen

En skattemedarbejder i en kommune vågnede en dag op til noget af en kold dukkert. I avisen kunne han se sig selv hængt ud i et læserbrev. I hans brevkasse lå samtidig et 12 sider langt trusselsbrev, som bl.a. fortalte, at hans naboer heller ikke brød sig om ham og kaldte ham »stikkeren«. Og i byrådet sad medlemmerne med et klagebrev om »ham den uduelige medarbejder i skatteforvaltningen, der burde fyres«. Vreden fra de pæne kvarterer Men skattemedarbejderen havde ikke gjort noget som helst forkert. Faktisk var det eneste, han havde foretaget sig at behandle en sag med en person fra det bedre borgerskab. En person, som bestemt ikke var tilfreds med sagens udfald og derfor kastede sig ud i en trusselaktion mod skattemedarbejderen. Skattemedarbejderen er langtfra den eneste, som er blevet truet af en bedrestillet borger. Ifølge arbejdsmarkedskonsulent Niels Jakobsen fra HK/kommunal er der de seneste år sket en ændring i, hvem der truer offentligt ansatte. Nu kommer truslerne i høj grad fra de pæne villakvarterer. »Før i tiden kunne et menneske i økonomisk uføre finde på f.eks. at smadre inventaret hos sin sagsbehandler i ren og skær afmagt eller sende trusselsbreve. I dag kan det bedre borgerskab skam også reagere voldsomt, og de gør det ikke af økonomisk nød«, siger Niels Jakobsen. Forventer særbehandling »De bedrestillede vil have særbehandling, og hvis ikke de får det, klager de eller truer medarbejderne. Vold er forfærdeligt, men trusler er værre. De bliver hængende over hovedet på én og kan være enormt ødelæggende for arbejdet og hverdagen«, siger Niels Jakobsen. Han har ikke tal på, hvor mange offentligt ansatte der har modtaget trusler fra det velstillede klientel. Men han understreger, at der efter hans bedste overbevisning er tale om en tendens, som har udviklet sig de seneste to-tre år. Og har haft som konsekvens, at nogle medarbejdere ikke tør åbne deres post af frygt for nye trusler. Tendensen ligger i forlængelse af de nye tal fra Rigspolitiet, som Politiken beskrev i fredags. De viser, at antallet af anmeldelser om overgreb på offentligt ansatte på et år er steget med 14 procent. I alt modtog politiet i 2004 2.744 anmeldelser. Vejledning sendt ud Problemet med trusler mod medarbejderne er så stort, at HK/Kommunal har skrevet en vejledning til kommunerne om, hvordan problemerne skal håndteres. »Arbejdsgiveren bør gribe ind med det samme og f.eks. skrive tilbage til vedkommende, der truer medarbejderen. Hvis ikke det virker, skal der foretages en politianmeldelse. Vi bliver nødt til at være konsekvente«, siger Niels Jakobsen. Det var man f.eks. i Næstved Kommune i fredags. Her har en 27-årig mand for anden gang truet sagsbehandlere og andre ansatte i Socialforvaltningen med at slå dem ihjel, fordi det efter hans mening ikke gik hurtigt nok med at give ham bistandshjælp. Han er varetægtsfængslet for tre uger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her