»Boldbane her og nu«, lyder budskabet på den grå husgavl, der vender ud mod den tomme byggegrund - i folkemunde kaldet Banannapark - i Nannasgade på Ydre Nørrebro. Udstyret med et tyndt lag græs fungerer den tidligere giftgrund som sportsplads for Rådmandsgades Skole i København og som legeplads for kvarterets fritidsklubber. Og så er byggegrunden det eneste grønne åndehul for beboerne i Danmarks tættest befolkede område. Omdannes til almene boliger Men en stor del af den grønne plet skal laves om til almene boliger, lyder det fra boligselskabet FSB, som ejer grunden. Den beslutning har fået forældre, Rådmandsgades Skole, fritidshjem og beboere i Mimersgadekvarteret på barrikaderne. Hvis tumlepladsen ryger, forsvinder de ressourcestærke danske familier fra området eller skriver deres børn ind på andre skoler end Rådmandsgades, lyder bekymringen. »Hvis Rådmandsgades Skole, der har 80 procent tosprogede, stadig skal være en attraktiv skole og fortsat søges af børn fra ressourcestærke familier, skal der være et grønt område som Banannapark. Hvis parken bliver fjernet, ryger vores håb for området«, siger Katja Tang-Petersen, som er medlem af skolebestyrelsen på Rådmandsgades Skole. Alternativ til gadehjørnet Hun understreger, at det ikke kun er eleverne fra skolen, der boltrer sig på grunden, men også de lidt ældre unge, som ellers ville hænge på gadehjørnerne. »Den grund sparer os altså for mange smadrede telefonbokse«, lyder det fra Katja Tang-Petersen. Derfor vil skolen, forældre, fritidshjem og beboere have Københavns Kommune til at købe grunden og på den måde sikre åndehullet. Den idé er Enhedslistens Per Bregengaard helt med på. Sammen med Martin Geertsen (V), Winnie Berndtson (S), Klaus Bondam (R) og Kim Christensen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation var han i denne uge inviteret en tur i Banannapark, hvor eleverne fra de yngste klasser på Rådmandsgades Skole gjorde deres for at overbevise politikerne om parkens værdi. Pind til at rokke »Vi spiller fodbold og rundbold her, og vi plejer altså at vinde«, lød det blandt andet fra en lille mørkhåret fyr, mens han lettere mistroisk kiggede op på de radikales Klaus Bondam. Det behøvede knægten nu ikke. Sammen med Enhedslisten går de radikale også ind for at kommunen skal købe grunden. Også bygge- og teknik-borgmester, Søren Pind (V) er villig til at se nærmere på byggegrundens fremtid i kommunalt regi. Tidligere har venstrepolitikeren ellers udtalt, at hvis områdets beboere så gerne ville bevare parken, kunne de selv købe grunden. I går var tonen en smule anderledes. »Vi kan ikke bare købe grunden, men hvis der findes konkrete forslag til, hvad den skal bruges til, og når der er en folkelig opbakning bag, er jeg villig til at se nærmere på det«, siger Søren Pind. Og mens politikerne tog sagen med på Rådhuset, står beboernes budskab mejslet ind i den grå husgavl: »Boldbane her og nu«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























