Studieværter nægter sig skyldige i kage-overfald

Lyt til artiklen

Tre studieværter på radiostationen The Voice er blevet sigtet af kriminalpolitiet i København for at have opfordret en lytter til at overfalde en ekspedient i en københavnsk bagerforretning. Samtidig tog politiet det usædvanlige skridt også at rejse sigtelse mod selskabet bag radiostationen. »Jeg har lige vundet 10.000« Episoden fandt sted i slutningen af februar, da radioens værter i en morgenudsendelse udlovede 10.000 kroner til den, der ville kyle en kage i hovedet på en bagerekspeditient. Kort efter dukkede en lytter, en mand på 32, op i Linda Bosses bager-forretning på Østerbro. Han bestilte en kage og slyngede den derefter i ansigtet på ekspedienten. »Han havde en mobiltelefon i hånden og ville have, at jeg skulle snakke med nogen i den. Han råbte, at han lige havde vundet 10.000 kroner«, grinede og gik så, har offeret tidligere fortalt. Anstiftelse for vold De tre studieværter har nu været til afhøring hos kriminalpolitiet, oplyser vicekriminalinspektør Jørn Evendorf i Københavns Politi. »De tre er sigtet for anstiftelse til vold efter straffeloven. De har erkendt det faktiske forløb, men de nægter sig skyldige«. De gør gældende, at de ikke havde fantasi til at forestille, at det ville ende med egentlig vold«, siger Jørn Evendorf. Selskabet bag The Voice er også sigtet Samtidig er også selskabet SBS Radio A/S, som ejer The Voice, blevet sigtet. Påstanden er, at selskabet er ansvarlig for studieværternes tilskyndelse til vold. I straffelovens forstand er selskabet en 'juridisk person' og kan blive straffet med bøde. På baggrund af politiets efterforskning skal jurister på Politigården nu beslutte, om der skal rejses en egentlig tiltale mod studieværterne og selskabet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her