En 52-årig mand er ved kredsretten i den sydgrønlandske by Narsaq blevet idømt tidsubestemt forvaring i anstalten i Herstedvester. Manden er fundet skyldig i seksuelle overgreb mod 11 drenge igennem flere år. Sagerne drejer sig om blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgang med børn under 15 år. Manden skal desuden betale en erstatning på i alt 121.000 kroner. Forsvaret anker Forsvaret har anket dommen til landsretten, oplyser den 52-åriges advokat, Leif Ellebæk Motzfeldt. Kredsretten har desuden afgjort, at den dømte fortsat skal opholde sig i detentionen i Narsaq, mens ankesagen står på. Også den afgørelse har forsvaret anket.
52-årig mand i Grønland dømt for overgreb mod børn
Lyt til artiklen