Ledelsen på sygehuset i Aalborg har været på indkøb i byggemarkedet. I Bauhaus har de fundet det bedste og flotteste lysthus til mindre end 20.000 kroner. En sekskantet pavillon med en bænkerække hele vejen rundt, som er blevet opstillet på sygehusets lille græsplæne. Inde i lysthuset sidder sygehusets rygere og pulser løs på deres cigaretter. I god afstand fra sygehusets bygninger og langt væk fra patienterne. Dermed er de med til at gøre Aalborg Sygehus til et af de mest røgfrie sygehuse i Danmark. Ansatte må acceptere rygeforbud Ikke alle ansatte er lige glade for, at de skal bruge deres pauser på at skynde sig over i lysthuset for at ryge deres sundhedsskadelige cigaretter. Men de fleste har accepteret det. De har heller ikke noget valg. »Hvis de ikke retter sig efter det, så bliver de afskediget«, siger chefsygeplejerske på Aalborg Sygehus Vibeke Deding. Hun er glad for, at Aalborg Sygehus for to år siden gik forrest med en plan om at blive røgfrit sygehus. For det inspirerede de andre sygehuse og politikerne i Nordjyllands Amt til at beslutte, at alle sygehusene i amtet skulle være røgfrie fra 1. januar i år. »Den bedste medicin er at holde sundhedsvæsenets røgfrit«, siger Vibeke Deding. Røgfyldte sygehuse Det er der stadig mange sygehuse i Danmark, der ikke er. En opgørelse fra Sundhedsministeriet viser, at to tredjedele af de danske sygehuse har besluttet, at de med tiden skal være røgfrie, men mange af dem er ikke kommet længere end til at indrette særlige rum for rygerne. En tredjedel er først nu ved at planlægge deres vej mod et sygehus med mindre røg. »Men ingen af de røgfri sygehuse er i dag total røgfri«, konstaterer Sundhedsministeriet. For at være totalt røgfri på højeste niveau må der nemlig ikke være nogen som helst mulighed for at ryge på sygehuset. Hverken inden for eller uden for eller i opstillede lysthuse eller pavilloner. I Aalborg må patienterne ikke ryge på sygehuset, men der kan gives dispensation i særlige tilfælde, hvor patienten er i en meget vanskelig situation. Og den mulighed vil sygehuset næppe afskaffe, siger Vibeke Deding. Ledelsens beslutning I den nordjyske hovedstad er beslutningen om det røgfrie sygehus ikke truffet efter en rundbordssnak mellem ledelse og personale. Det er ledelsens beslutning. Og sådan skal det være, mener chefsygeplejersken. Hun henviser til den evaluering af ordningen med de røgfrie sygehuse, som Nordjyllands Amt har foretaget. Den viser, at en gruppe af de ansatte på sygehusene ganske vist synes, det var en »formynderisk beslutning«, og et indgreb i folks frihed. Men »en anden gruppe, den største, gav udtryk for glæde og lettelse over beslutningen, da røg har været et irritationsmoment, men noget der har været svært at sætte på dagsordenen i de enkelte afdelinger, hvor folk arbejder tæt sammen og kender hinanden«, konkluderer undersøgelsen. Chefens beslutning Og de ansatte mener, at beslutningen skal komme ovenfra. »Den generelle holdning er, at der ikke ville ske noget, hvis det skulle komme som et initiativ nedefra«, fremgår det. Eller som en af de ansatte siger: »Vores ryg er fri«. En anden forklarer, at rygning blev diskuteret længe på afdelingerne, uden at der skete noget. »Nu er det ens overalt, sådan er det bare. Det er nødvendigt med en beslutning ovenfra«. »Derfor vil jeg opfordre sundhedsministeren til at træffe en hurtig beslutning om at gøre alle sygehuse røgfri«, siger Vibeke Deding med adresse til Lars Løkke Rasmussen (V), der har sendt sig selv i tænkeboks. Sygehuset har egne rygestopinstruktører Aalborg Sygehus har uddannet 125 rygestopinstruktører, der hjælper medarbejdere og patienter til at kvitte cigaretterne. »Kollegerne har haft svært ved at snakke med patienterne om røg. Sådan har man det ikke, når man har været på kursus«, har en instruktør forklaret. Der er nogle, der er blevet taget i at ryge i smug på toiletterne på de nordjyske sygehuse, men generelt bliver forbuddet overholdt. Til gengæld ser man ofte patienter, der står og ryger uden for hovedindgangen. Det ser grimt ud og lugter, så det er et problem, mener nogle af de ansatte. Andre mener, det giver omverdenen et godt signal om, at her tolererer man ikke røg på sygehuset. Kun i lysthuset.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Klumme af Christian Jensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























