Meddelelsen om, at kronprinsesse Mary er gravid, var kun få timer gammel før, der gik politik i graviditeten. Hele Folketinget - bortset fra Dansk Folkeparti - vil have ændret grundloven, hvis det vel og mærke ender med en pige. Den nuværende grundlov fra 1953 siger nemlig, at »søn går forud for datter«, og det kan de nuværende folketingspolitikere med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) i spidsen ikke acceptere. »Regeringen går selvsagt ind for ligestilling på dette punkt. Og skulle tronfølgeloven fra 1953 være skrevet i dag, ville den nok være blevet skrevet i en anden ånd«, siger Fogh, der dog ikke vil lægge op til nogen ændring her og nu. Det vil først ske den dag problemet opstår. Det håber flere politikere bliver snart, fordi det er uhyre svært at få en grundlov ændret. Det kræver blandt andet en folkeafstemning, hvor et flertal af de deltagende vælgere og mindst 40% af alle stemmeberettigede skal stemme ja. Derfor har de brug for en løftestang til at få danskerne til stemmeurnerne. Forslag til ændringer »Det er sådan en situation, der skal til for at få folk til at engagere sig og dermed gå ud og stemme til en grundlovsændring. Det er svært, og derfor har vi hidtil været forbeholdne«, siger Venstres Jens Rohde. Så hvis det ender med en pige, vil han have sproget i grundloven pudset af og så advarer han allerede nu venstrefløjen mod at foreslå at skrive sociale afsnit ind i grundloven, som »forfatningsfanatikere nu synes er så moderne«. Også andre steder bobler det løs med ideer på Christiansborg. Den konservative gruppeformand Helge Adam Møller: »To gode konservative ting: For det første skal ingen lov kunne vedtages med tilbagevirkende kraft, og ingen dansker skal nogensinde aflevere mere end 50 procent af, hvad de tjener i skat«. Socialdemokraternes Svend Auken vil have fjernet den såkaldte dronningerunde i forbindelse med folketingsvalg. De radikales Niels Helveg Petersen vil af med statsrådet, hvor dronningen underskriver landets love. Pia K: Synd for kronprinseparret Mens venstrefløjen er de mest ivrige, så er Dansk Folkeparti til gengæld det modsatte. Pia Kjærsgaard er slet ikke sikker på, at den skal ændres og i hvert fald er det for meget, at der kun skal gå et par timer fra offentliggørelsen af de lykkelige omstændigheder før, der bliver bedrevet politik. »Det er så synd for kronprinseparret, at politikerne får det til at dreje sig om en ny grundlov. Det er selvfølgelig fordi, at politikerne bare vil bruge dette som løftestang. Det er utidigt«, siger hun. Pia Kjærsgaard er lidt usikker på, hvad hun selv ender med at gøre ved den kongelige uligestilling. »Hvis vi skulle beslutte i morgen, så ville jeg afgjort mene, at førstefødte skal være regent. Men vi ved ikke, hvordan stemningen vil være senere. Lad os hypotetisk forestille os, at de først får en pige og så senere en dreng. Hvad vil kongefamilien selv sige og hvad mener befolkningen? Det er vi vel også forpligtet af«, siger Pia Kjærsgaard, der i givet fald kun vil acceptere, at denne ene ting i grundloven bliver ændret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























