Chikanerier på motorvejen blev startskuddet til en biljagt, der endte galt, da en politipatrulje kørte ind i en civil bil bagfra i København. De to mænd i bilen på 29 og 24 år blev bagefter kørt til Rigshospitalet, hvor de fik syet flænger i baghovedet. Desuden klagede de også over piskesmældsømhed. Udløste airbag Betjentene i patruljebilen blev også kørt på Rigshospitalet. Den ene betjent havde på trods af en udløst airbag ramt forruden med hovedet og blev observeret for piskesmæld og hjernerystelse. Føreren af patruljevognen var mest påvirket af uheldet rent psykisk. Uheldet skete, da politipatruljen med udrykning var sat efter en tredje bilist i en rød Ford Sierra, som tidligere havde chikaneret en svensk familie på motorvejen så meget, at de ringede til politiet. Ved Fisketorvet havde bilisten smidt noget ud af vinduet, og på et tidspunkt var han formentlig også kørt over for rødt lys. Ifølge vagthavende ved Station City i Københavns Politi var omstændighederne ved selve påkørslen ved Vester Voldgade og Kalvebod Brygge ikke helt på plads ved 17-tiden lørdag. Men muligvis har føreren af patruljevognen forsøgt at undvige en bilist og er så ramt ind i de unge mænds bil, der holdt stille i krydset. Ejeren af den røde Ford Sierra er stadig ikke lokaliseret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























