Flere radikale i og uden for den forstørrede folketingsgruppe efterlyser en langt mere fri linje i forhold til Socialdemokratiet. En lille håndfuld af de nye medlemmer mener således, at der kan være ræson i at følge rådet fra den radikale chefredaktør Ole Dall, der taler for at bruge partiets 100-års jubilæum i næste uge til at forfatte et egentligt frihedsbrev. »Socialdemokratiet har rent partitaktisk meget klogt valgt at spille en friere rolle i stedet for hele tiden at ville være enig med SF og de radikale om alting. En sådan fri rolle skal de radikale også tilbageerobre«, siger Ole Dall. Radikal politik Flere af de nyvalgte medlemmer af den radikale folketingsgruppe ser også perspektiver i at markere en mere fri rolle. Ganske vist er der stemning for at vente til den nye socialdemokratiske ledelse har vist, hvad den vil med velfærdsreformer, men på passende afstand af næste valg ser flere nyvalgte god mening i at markere en mere fri linje. Skatteordfører Poul Erik Christensen: »Vi bør se, hvordan samarbejdsmulighederne er og hvor vi kan få mest radikal politik. Uden at pege«. Forkert lige nu Også de nyvalgte Charlotte Fischer og Ole Glahn taler for at markere en mere fri rolle. »Lige nu vil det være forkert at komme med et frihedsbrev, for den nye leder i Socialdemokratiet skal have lov til at vise, hvad hun vil. Men jeg vil bestemt ikke afvise, at der kan være behov for det på et senere tidspunkt«, siger Ole Glahn. EU-parlamentariker Anders Samuelsen råder sine partifæller i Folketinget til at kopiere Hilmar Baunsgaards gamle læresætning om, at det afgørende er, hvad man samarbejder om, og ikke hvem man samarbejder med. »Det vil give os mulighed for at lægge vores egen politik klart frem og så sige, at vi vil samarbejde med dem, der lægger stemmer til vores politik. Uanset hvem«, siger Anders Samuelsen. Frister ikke radikale Hverken den radikale leder Marianne Jelved eller kronprinsessen Margrethe Vestager har imidlertid fidus til tanken om et frihedsbrev. Tværtimod advarer Jelved mod at gå i valgkamp uden at bekende kulør og peger på, at både CD og Kristendemokraterne allerede har mistet livet på det. »V og K's politik frister ikke nogen radikale. År for år bevæger de sig længere væk«, siger hun. Jelved holder ud Danmarks ældste partileder melder samtidig, at alle spekulationer om hendes afløser godt kan stoppe nu. Hun er nemlig klar til endnu et valg som leder, selv om det kan komme så sent som i 2009, hvor hun vil være 65 år. »Ja«, siger hun på spørgsmålet om hun står i spidsen ved næste valg. »Vi taler om at hæve pensionsalderen. Skal der ikke være sammenhæng mellem ord og handling?«, spørger Marianne Jelved. Medlem af folketingsgruppen Martin Lidegaard er tilfreds med at få skabt klarhed: »Det er jeg glad for at høre. Vi har en formidabel leder, og jeg er sikker på, at hun selv ved, hvornår tiden er inde«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























