Selv om TV 2 ender som den store taber i samtlige sager ved EF-domstolen, går tv-stationen næppe konkurs. Det vurderer kulturminister Brian Mikkelsen (K). »TV 2 går ikke konkurs, for økonomien er sund. Skulle det i værste fald ske, at vi taber alle retssagerne, så finder vi også en løsning på det, så TV 2 kan køre videre«, siger ministeren uden dog at komme nærmere ind på konkrete modeller. Debatten om TV 2's økonomi og det kuldsejlede salg har fået ny næring. Det er sket, fordi regeringens top, allerede inden den satte TV 2 til salg, lå inde med en vurdering fra Kulturministeriet om, at TV 2 kan gå konkurs, hvis retssagerne om statsstøtte ved EF-domstolen falder uheldigt ud. Kendt konkursrisiko Den viden fik TV 2's bejlere ikke, og det har fået oppositionen i Folketinget til at anklage regeringen for at tilbageholde centrale oplysninger. Joachim Malling, koncerndirektør i Det Berlingske Officin, siger dog, at bladhuset trods den manglende information selv regnede sig frem til konkursrisikoen. Politikerne finder det desuden stærkt kritisabelt, at regeringens top overhovedet blåstemplede salgsprocessen, vel vidende at TV 2 var konkurstruet. »Men vores samlede vurdering på det tidspunkt (oktober 2004, red.) var, at man kunne fjerne eller begrænse den økonomiske risiko ved retssagerne. Det skulle ske ved, at EU-kommissionen godkendte, at vi gav en garanti til køberen, så vedkommende blev holdt skadesløs, hvis retssagerne gik TV 2 imod«, siger Brian Mikkelsen. Regnede ikke med konkurs Regeringen ville altså hjælpe TV 2 med at betale en eventuel milliardregning som følge af retssagerne. Men den ordning afviste EU-kommissionen, og det er ifølge regeringen forklaringen på, at den udskød salget for nylig. Hvorfor ventede I ikke med at sætte TV 2 til salg, til I havde fået svar på, om I kunne beskytte køberne mod risikoen ved retssagerne? »Der er argumenter frem og tilbage, sådan er det altid i et notat. Konklusionen fra embedsmændene var, at man godt kan komme igennem processen, at det ville være en succes. Kammeradvokaten vurderede, at EU-kommissionen ville godkende, at vi gav køber den garanti. Derfor vurderede vi, at det var forsvarligt at sætte salget i gang«. Hvorfor fik TV 2's mulige købere ikke at vide, at I vurderede, at tv-stationen risikerede konkurs? »Fordi vi ikke troede på, at selskabet ville gå konkurs. Derfor gik vi videre med salgsprocessen«. Men I skriver jo ordret i notatet, at selskabet TV 2 kan blive mødt af et så stort tilbagebetalingskrav, at det »må gå konkurs«? »Jo, men den samlede vurdering er, at de positive ting taler mere end de negative ting. Det var Kammeradvokatens vurdering på det tidspunkt«, siger Brian Mikkelsen. Medieforsker Frands Mortensen fra Aarhus Universitet har fulgt processen tæt de senere år. Han er uenig i Brian Mikkelsens vurdering af konkursrisikoen. »Taber de alle retssagerne, er der slet ingen diskussion, så går TV 2 konkurs. Det er stensikkert«, siger Frands Mortensen. Milliarderstatning Sidste sommer afgjorde EU-kommissionen, at TV 2 skulle betale 1 milliard kroner i for meget udbetalt statsstøtte tilbage. Den afgørelse har Viasat og TV Danmark anket. De kræver, at straffen sættes i vejret, så TV 2 betaler dem erstatning på 1 milliard kroner for unfair konkurrence. Kommissionen sagde i efteråret god for, at staten rekapitaliserede TV 2 med 800 millioner kroner som tilskud til milliardregningen i statsstøttesagen. Viasat og TV Danmark kræver afgørelsen annulleret. Vinder selskaberne begge sager, risikerer TV 2 en regning på knap 2 milliarder kroner. Det kan tv-stationen ikke overleve, siger Frands Mortensen. Han tilføjer, at der er en kattelem, som i sidste ende kan redde TV 2 fra konkurs, hvis sagerne går tv-stationen imod. EU-systemet tillader nemlig i ganske særlige tilfælde statsstøtte til konkurstruede virksomheder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























