Ingen fejl ved overvågning af skudoffer

Lyt til artiklen

Det var helt efter reglerne, at den varetægtsfængslede mand, der indtil i går var indlagt på Rigshospitalet, kun blev bevogtet af to fængselsfunktionærer fra Kriminalforsorgen. Det vurderer politiet ifølge Ritzau her til morgen. Meldingen kommer efter, at det i går lykkedes en gruppe på seks-otte hætteklædte mænd at trænge ind på Rigshospitalet og bortføre den varetægtsfængslede 30-årig mand, der blev såret ved lørdagens skudepisode på Nørrebro i København. Vagter blev overrumplede De hætteklædtes aktion foregik helt uden vold, og de to vagter satte sig ikke til modværge, fordi de ifølge Kriminalpolitiet var magtesløse. »De blev overrumplet over, at der kom så mange væltende ind, så de havde ingen mulighed for at gribe ind«, siger Carsten Hansen, vagtleder, kriminalpolitiet København til DR. Der er derfor ifølge politiet ikke grund til at bebrejde nogen, at aktionen lykkedes så let. »Vi føler ikke, at der er nogen skyld, der skal placeres. Alle procedurer er overholdt. Det viser bare, at det er et hårdkogt miljø, vi står over for«, siger vicekriminalinspektør Magnus Andresen til Ritzau. Venner af den bortførte De hætteklædte kunne altså have skadet den sårede på stuen, men politiet er sikre på, at der er tale om venner. »Det er helt klart vores indtryk, at de ville ham det godt og ikke var fjender«, siger Carsten Hansen til Ritzau. Han begrunder det med, at de var hætteklædte og ikke maskerede, og man derfor kunne se deres ansigter. To er anholdte Den 'befriede' er bror til den mand, der blev dræbt under lørdagens skyderi i Guldbergsgade. Manden blev tidligere i går varetægtsfængslet for vold mod den dørmand, som er sigtet for drabet på hans bror. I løbet af i nat anholdte politiet to mænd i Fælledparken, som støder op til Rigshospitalet. Det skete efter politiet havde gennemsøgt parken med hunde. Politiet ved ikke, hvor resten af gruppen af 'bortførere' er.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her