S og SF vejer tungest i det nye nejflertal

Den franske angst for udflytning af arbejdspladser er kommet til Danmark. »Men svaret er bare, at vi kun hindrer udflytning ved et øget samarbejde, som traktaten er en platform for«, siger Lotte Bundsgaard (S). - Foto: Klaus Holsting
Den franske angst for udflytning af arbejdspladser er kommet til Danmark. »Men svaret er bare, at vi kun hindrer udflytning ved et øget samarbejde, som traktaten er en platform for«, siger Lotte Bundsgaard (S). - Foto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Den tallerken, som danskerne er vendt på i forhold til EU's forfatningstraktat, er mere rød end blå. Efter to gange nej til traktaten i Frankrig og Holland er stemningen også vendt fra ja til nej i Danmark, og den største nejkoncentration findes hos Socialdemokraterne og SF, der ellers fra partitoppen anbefaler et ja. Det viser en Vilstrup-analyse for Politiken, hvor 34 procent af danskere nu siger nej til traktaten mod 32 procent jasigere. Tendensen støttes af flere andre meningsmålinger og står i klar kontrast til målinger før folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. For få uger siden sagde danskerne massivt ja. Søvndal: Et venstreorienteret nej Formand for SF Villy Søvndal er ikke overrasket over, at 52 procent af hans vælgere nu takker nej, mens kun 20 procent fortsat er på jaholdet. »Der er ingen tvivl om, at det franske nej var et venstreorienteret nej, og det har naturligvis inspireret her mod nord. Nejet i Frankrig skyldes i høj grad protest mod de manglende sociale rettigheder i traktaten og også en protest mod, at EU ikke har noget modtræk mod arbejdsløsheden«, siger han. SF har ellers efter mange år som skeptisk EU-parti for godt et halvt år siden bekendt sig til unionen ved en urafstemning blandt medlemmerne. Dengang i december var 62 procent af SF-medlemmerne for, mens 32 procent sagde nej tak. Men Villy Søvndal vil ikke tilskrive den nye, negative holdning til traktaten blandt sine vælgere, at partiet først for nylig er skiftet til japarti. »SF'ere er altid mere skeptiske og kritiske, og derfor er afsmitningen, når der opstår usikkerhed, også størst i SF. Men partiets kurs, hvor vi anbefaler traktaten, kan der ikke rokkes ved. Den ligger helt fast efter urafstemningen«, siger han. S i modvind Politisk ordfører hos S, Lotte Bundsgaard, mener ikke, at den store nejprocent på 40 hos S dækker over, at partiet traditionelt har en stor skeptisk gruppe. »Jeg tror snarere, det skyldes angsten for, at arbejdspladser flytter væk. Det emne var centralt i den franske valgkamp, og det kan godt have øget usikkerheden hos nogle af vores. Men svaret er bare, at vi kun hindrer udflytning ved et øget samarbejde, som traktaten er en platform for. Ikke ved at samarbejde mindre«, siger hun. Set med ekspertøjne lyder forklaringen på den udbredte skepsis hos S-vælgerne: »Vi ved, at der er store lighedspunkter i følelserne for EU mellem S-vælgere og Dansk Folkepartis vælgere - der er jo en splittelse ned gennem vælgerkorpset, og den cementeres med denne måling«, siger Marlene Wind, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Hvad angår SF peger hun i lighed med Villy Søvndal på en vis afsmitning fra nejerne i Holland og Frankrig, men tilføjer: »Og så må man bare sige, at den positive linje fra SF er ikke sunket så dybt ned i vælgerne. De har ikke fået vælgerne med sig«. V: Ja vil vende tilbage Vælgerne hos Venstre og de konservative er mere tro mod partiernes ledelser og har flere ja- end nejsigere. Men ingen kan mønstre en japrocent over 50. Men Venstres EU-ordfører, Charlotte Antonsen, forventer, at »jasigerne kommer igen, når der bliver bragt orden i billedet«. »Hvad hurtigt går op, går også hurtigt ned. På baggrund af de aktuelle hændelser, bliver man selvfølgelig nervøs. Men det er ret klart, hvad der har vendt billedet - det er det ikke altid. Og bliver den akutte situation afklaret, og du får et billede af, at traktaten fortsætter, og Frankrig og Holland finder ud af, hvordan de vil med, så tror jeg, at fornuften igen overtager«, siger hun. Prøv med argumenter Men det er Marlene Wind ikke så sikker på. »Jeg tror, at det bliver en kamp op ad bakke. Vi ved jo heller ikke om afstemningen kommer. Men har befolkningen først indstillet sig på nej, er erfaringen, at det er meget svært at vende til ja«, siger hun og har et råd til japartierne: »De skulle måske starte med at gå ud og reklamere lidt med det her projekt, for det har de mildest talt ikke gjort. Vi har ikke hørt substansdebat endnu«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her