S: Ligestilling til homoseksuelle

Lyt til artiklen

Kirkelige vielser, adoption og kunstig befrugtning. Tre døre, der i dag er lukket og låst for bøsser og lesbiske - men de skal alle tre sparkes ind, hvis det står til Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Hun bebuder, at det bliver en del af regeringsgrundlaget, hvis hun bliver statsminister. »Al lovgivning vil blive gennemgået med en tættekam. Og de steder, hvor der gøres forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle, vil loven blive lavet om«, siger Helle Thorning-Schmidt til et nyt magasin for bøsser og lesbiske, QX, som nu udkommer for første gang. Lad den enkelte præst bestemme Den socialdemokratiske formand vil lade det være op til den enkelte præst, om vedkommende vil foretage vielser af homoseksuelle. Hun vil også give homoseksuelle ret til kunstig insemination - på det offentliges regning. Og hun er helt åben over for at lade homoseksuelle par adoptere. »Masser af børn vokser op med to forældre og to papforældre og bor forskellige steder. Masser af børn lever ikke en 'normal' tilværelse hos far, mor og to unger, som man tidligere anså som normalt. Og jeg mener bare, man er nødt til at udvide forståelsen af, hvad en normal familie er. Og der kan jeg sagtens se et homoseksuelt par for mig«, siger Helle Thorning-Schmidt til QX. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har tidligere sagt, at han personligt går ind for homoseksuelles ret til kirkelige vielser »Mit synspunkt er velkendt og ikke ændret. Men jeg har også den holdning, at Folketinget ikke skal lovgive om kirkens indre liv og anliggende«, siger han. Heller ikke når det gælder adoption, er statsministeren parat til at ændre på reglerne. En lille smule tøvende »Mit udgangspunkt er, at der skal være lige behandling af hetero- og homoseksuelle. Når det gælder adoption, er det et spørgsmål om børnenes situation. Nogle af de lande, vi henter adoptivbørn fra, reagerer meget negativt, hvis der er adgang til, at homoseksuelle kan adoptere. Der kan også være andre problemer i relation til børnenes tarv«. Hvad er dit svar så - skal de have lov at adoptere? »Mit svar er vel nærmest, at det er et punkt, hvor jeg er en lille smule tøvende«, siger Anders Fogh Rasmussen. Dansk Folkepartis leder afviser forslagene fra Helle Thorning-Schmidt. »Hun er åbenbart ved at overtage alle de radikale synspunkter, så Det Radikale Venstre skal da snart til at gøre boet op«, lyder Pia Kjærsgaards kommentar. Til gengæld er formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske begejstret: »Det er fantastisk, at der nu er udsigt til, at der kan komme en regering, der rent faktisk vil gøre noget. Den nuværende regering har reelt ikke forbedret homoseksuelles rettigheder«, siger Peter Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her