Studerende til kamp mod frafald

Mere end hver tredje universitetsstuderende falder fra studiet. Dét skal der gøres noget ved, mener de studerende. - Arkivfoto: Jens Dresling
Mere end hver tredje universitetsstuderende falder fra studiet. Dét skal der gøres noget ved, mener de studerende. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Mange danske universitetsstudier har et elendigt studiemiljø. Undervisningen kommer i anden række i forhold til forskningen. Og de studerende er i stor stil overladt til sig selv med få timer om ugen. Det er ifølge Danske Studerendes Fællesråd - der repræsenterer godt 100.000 studerende - hovedårsagen til, at mere end hver tredje universitetsstuderende falder fra. Svært at se formålet »I erhvervslivet har man jo anerkendt betydningen af et godt arbejdsmiljø, og det er lige så nødvendigt på universiteterne. Det er svært at bevare motivationen, når du sidder derhjemme og læser 40 timer om ugen og ikke kender de andre studerende og ikke har et forhold til dine undervisere og heller ikke kan se formålet med dine studier«, siger uddannelsespolitisk ordfører Kirsten Marie Kristensen. Rektor på Københavns Universitet, Linda Nielsen, foreslog i fredags at indføre mødepligt på universiteterne for at mindske frafaldet. Personlige mentorer Men ifølge Danske Studerendes Fællesråd vil det ikke løse problemet. De lancerer mandag en håndbog med konkrete anvisninger til bedre studiemiljø. Der skal for eksempel være obligatoriske læsegrupper, personlige mentorer og flere korte kurser med opgaver, der skal afleveres løbende i stedet for en stor eksamen. »Det kan helt banalt handle om, at nogen siger god morgen, og at du føler, at det gør en forskel, om du kommer eller ej«, siger Kirsten Marie Kristensen. Begejstret minister De studerende har helt bevidst kun medtaget forslag, som er realistiske inden for de økonomiske rammer. Videnskabsminister Helge Sander (V) er stærkt begejstret. »Den her håndbog er et slags gennembrud for en ny og meget konsekvent og målrettet studenterpolitik, som kun kan aftvinge respekt. Det er en stærk modpol til 68-studenterpolitikerne. Jeg kan ikke se noget politisk parti, der kan sidde de her signaler overhørig«, siger Helge Sander. Han vil nu nedsætte en arbejdsgruppe, der med udgangspunkt i bogen skal komme med konkrete forslag til bedre studiemiljøer. Han vil derudover stille krav om det i universiteternes udviklingskontrakter for at ligestille undervisning og forskning. Et spørgsmål om ressourcer Også Linda Nielsen er glad for udspillet, som hun glæder sig til at drøfte nærmere med de studerende. Men hun påpeger, at det i sidste ende er et spørgsmål om ressourcer. »Hvis vi vil have verdens bedste uddannelser, kan det ikke nytte, at vi ikke prioriterer ressourcerne. Det er klart, at det koster, når vi skal have fat på den enkelte studerende på en anden måde«, siger hun. Professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet betegner det som et gennembrud for universitetsundervisningen. »Indtil nu har ministeriet haft samme prioritet som universiteterne selv - nemlig forskning. Der er kommet signaler om, at man gerne vil mindske frafaldet og forkorte studietiden, men ingen konkrete initiativer, som der er kommet masser af på forskningsområdet«, siger Per Fibæk Laursen. Han mener, at der er kommet en stigende erkendelse af, at danske studier er forældede. Eliteuniversiteter i Oxford og Harvard og Yale i USA gør for eksempel meget ud af studiemiljøet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her