1-0 til økonomiprofessor i sag om tvangsforflyttelse

Økonomiprofessor Christen Sørensen blev tvunget ud af sit kontor. Det var ikke i orden, siger Folketingets Ombudsmand.   Arkivfoto: Ole Frederiksen
Økonomiprofessor Christen Sørensen blev tvunget ud af sit kontor. Det var ikke i orden, siger Folketingets Ombudsmand. Arkivfoto: Ole Frederiksen
Lyt til artiklen

Syddansk Universitet (SDU) og Videnskabsministeriet har fået en regulær afklapsning af Folketingets Ombudsmand i en personalestrid med økonomiprofessor og tidligere overvismand Christen Sørensen. Tvangsforflyttet Sagen brød ud kort før jul i 2003, hvor Christen Sørensen blev tvangsforflyttet fra Økonomisk Institut på SDU til universitetets Institut for Regnskab og Finansiering; et institut, den tjenestemandsansatte professor, der også er formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, stadig er tilknyttet. Forud var gået en periode, hvor Christen Sørensen og universitetets ledelse havde stanget horn. Man var blandt andet uenige om udformningen af stillingsopslag på Økonomisk Institut, idet Christen Sørensen på skrift hævdede, at instituttets ledelse praktiserede nepotisme ved at udforme dem således, at jobbene reelt kun var tilgængelige for interne ansøgere. Da professoren senere i dagspressen kritiserede tre navngivne forskere fra SDU, rullede sagen. Nej tak til flytning Universitetets ledelse bestemte, at Christen Sørensen skulle flytte institut, hvilket han ikke umiddelbart var indstillet på. Beslutningen var blandt andet begrundet med samarbejdsvanskeligheder, idet »din tilstedeværelse på Økonomisk Institut har en negativ effekt på instituttets mulighed for at fungere«. Hertil kom, at ledelsen opfattede Christen Sørensen som »en belastning for det psykiske arbejdsmiljø«. DJØF til undsætning Christen Sørensen ønskede ikke at flytte og bad sin fagforening, DJØF, om hjælp. DJØF skrev til universitetet, at beslutningen om ud fra disciplinære årsager at tvangsflytte Christen Sørensen var en overtrædelse af forvaltningsloven, fordi han ikke havde fået en partshøring, hvor han kunne forsvare sig. Til det sagde universitetsledelsen, at der slet ikke var tale om nogen disciplinær foranstaltning. Universitetet havde bare brugt sin almindelige ledelsesret, og i øvrigt ville professorens stilling ikke ændre indhold. Da Videnskabsministeriet senere blev inddraget i forløbet, støttede det SDU's måde at håndtere sagen på. Skrivebordet væk En søndag midt i december 2003 flyttede et hold universitetsbetjente så Christen Sørensens skrivebord, bøger og arkiver fra Økonomisk Institut til Institut for Regnskab og Finansiering. Efterfølgende klagede økonomiprofessoren og DJØF til Folketingets Ombudsmand, der nu har truffet denne afgørelse: SDU's beslutning om tvangsforflyttelse hvilede på »forhold, som blev bebrejdet Christen Sørensen«. Derfor skulle han også - i medfør af forvaltningsloven - have haft en partshøring. Og da han ikke fik det, bør Videnskabsministeriet sørge for, at sagen genoptages - og at der træffes »en ny afgørelse«. Snarlig partshøring I praksis betyder det, at der »snarest« vil blive en partshøring, oplyser SDU's rektor, Jens Oddershede - der tolker Ombudsmandens afgørelse som »et kraftigt vink med en vognstang«. Christen Sørensen siger, at han er meget glad for Ombudsmandens afgørelse: »Den viser, at en rektor ikke bare kan gå ud og bremse en offentlig debat. Jeg vil nu kræve straks at blive flyttet tilbage til Økonomisk Institut«. Det vil imidlertid næppe ske. Rektor Jens Oddershede oplyser, at SDU som et led i en større reorganisering snart vil lægge Økonomisk Institut og Institut for Regnskab og Finansiering sammen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her