Mejerigiganten Danone skal fjerne tre slags yoghurt til børn fra butikkerne, fordi pakkens anprisning af sukkerindholdet vildleder forbrugerne. Det har fødevareregion Ringsted afgjort. På pakkerne med yoghurten Danonino skriver Danone, at produktet er »uden almindelig sukker - kun naturligt sukker fra frugt«. Desuden er der billeder af frugt på pakken, og yoghurten har navn efter frugt (frugtmix, bærmix, m.m.). Det giver forbrugeren indtryk af, at sukkerindholdet udelukkende kommer fra jordbær, pære og andre frugter og bær i yoghurten, vurderer fødevareregionen. Men sukkeret stammer ifølge næringsdeklarationen først og fremmest fra tilsat drueekstrakt og er altså ganske almindeligt druesukker. Vildledende »Derfor har vi nedlagt forbud mod markedsføringen af produkterne. Den samlede mærkning af pakken virker vildledende«, siger Henning Knudsen, fødevarechef i Ringsted. Han tilføjer, at forbuddet gælder øjeblikkeligt. Danmarks Aktive Forbrugere står bag anmeldelsen, og det er ikke første gang, at Danone bliver dømt for vildledning. For fire måneder siden var den gal med drikkeyoghurten Actimel, som indeholder tilsætningsstoffer trods Danones påstand om det modsatte. Hvorfor ikke bøde? Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere siger: »Vi er tilfredse med afgørelsen, men undrer os over, at Danone ikke får en bøde«. Danone sælger nogle af de sødeste yoghurtprodukter på markedet. I Danonino er der knap 15 procent sukker, hvilket er dobbelt så meget som i en almindelig frugtyoghurt. De sælges i små bægre og er populære blandt børn, som spiser dem til morgenmad, mellemmåltid eller dessert. Eksperter advarer mod den type yoghurt på grund af det høje sukkerindhold. Ifølge Ernæringsrådet er et for højt sukkerindtag medvirkende til, at hver femte danske barn vejer for meget. Ikke sundere af drueekstrakt Ernæringsrådets formand, Bjørn Richelsen, siger, at det rent ernæringsmæssigt ikke gør nogen forskel, om sukkeret er drueekstrakt eller tilsat strøsukker. Danones yoghurt bliver altså ikke sundere af, at sukkeret stammer fra drueekstrakt. Danone ønskede ikke at kommentere afgørelsen, men skriver i sit høringssvar i sagen, at »påstanden om, at produkterne ikke er tilsat almindelig sukker (saccharose) er korrekt«, og at »påstanden om, at produkterne kun indeholder sukker fra frugt (frugtpure og drueekstrakt), er korrekt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























