Danske kyllinger får alligevel lov at beholde deres otte timers 'mørketid', altså hvile, pr. døgn. Justitsminister Lene Espersen (K) har droppet sit forslag om at ændre reglerne, så kyllingerne skulle nøjes med fire timers søvn. Det sker, efter at dyrevelfærdseksperter har rettet en sønderlemmende kritik af en rapport, betalt af Det Danske Fjerkræråd. »I lyset af den kritik, der har været fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, har jeg valgt at lade de nye regler, som er sendt i høring, ligge. Så vi holder fast i det gamle regelsæt«, siger Lene Espersen. Det spiller også ind i beslutningen, at der er et nyt EU-direktiv på vej. »Jeg synes, det klogeste er at arbejde videre i EU-regi for et fælles regelsæt, der på mange måder forbedrer dyrevelfærden for slagtekyllingerne«, siger Lene Espersen.
Kyllinger får lov at beholde nattesøvn
Lyt til artiklen