En kontrakt med samfundet er vejen til bedre integration. Kontrakten skal beskrive, hvordan den enkelte indvandrer eller flygtning skal finde vej til det danske arbejdsmarked og et integreret liv i det hele taget. Det er partierne, som i aftes forhandlede om regeringens integrationsplan, enige om. Forslaget stammer fra Dansk Folkeparti, og var i første omgang ikke en del af regeringens eget udspil. »Kontrakten forholder sig individuelt til indvandrere og flygtninge på en meget bedre måde end en generel jobplan«, sagde udlændingeordfører Peter Skaarup (DF) i aftes. Støtte fra S Ifølge Skaarup er ideen om kontrakten også accepteret af regeringspartierne. Også Socialdemokraterne støtter ideen om at nedfælde krav og tilbud til den enkelte udlænding. »Det er et godt instrument - ikke mindst for de udlændinge, som har været her mere end tre år. I de første tre år, hvor flygtningene er placeret ude omkring, er der taget hånd om dem, men derefter flytter de typisk til de store byer, hvor de risikerer at sidde og sumpe. Det kan en kontrakt være med til at afhjælpe, så kommunen får fat på dem. Får fat på den positive måde«, siger integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard (S). Straffen er ukendt Men mens partierne er enige om at indføre kontrakten, er der til gengæld stor uenighed om, hvad det skal koste at bryde kontrakten. Enigheden omfatter mindre sanktioner, som i princippet allerede findes i dag - som at trække i kontanthjælpen, hvis borgeren for eksempel ikke deltager i aktiveringsprojekt. »Men vi kan på ingen måde være med til at tage opholdstilladelsen fra folk, hvis de ikke overholder kontrakten. Det er efter vores opfattelse i strid med grundloven«, siger Anne-Marie Meldgaard, som i aftes frygtede, at regeringen pønser på at indgå forlig alene med Dansk Folkeparti. Det er netop opholdstilladelsen, som DF vil stille på højkant i kontrakten mellem kommunen og den enkelte udlænding. »Og ikke mindst dem, som har permanent opholdstilladelse. Der har vi en stor gruppe, som slet ikke er integreret«, siger Peter Skaarup. R: »totalt uanstændigt« De radikale har hele tiden holdt sig på sidelinjen, og integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen er da også totalt afvisende overfor at bringe opholdstilladelser i spil. Ud over at anfægte det juridisk holdbare i ideen, kalder hun også forslaget »totalt uanstændigt«. Finansminister Thor Pedersen (V) deltog i forhandlingerne for som regeringens kassemester at finde de 580 mio. kr., som regeringens forslag koster. Selv om han ikke var meget meddelsom på indholdet, slog han dog fast: »Vi laver ikke noget, som ikke holder sig inden for konventionerne«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Elisabet Svane svarer på læsernes spørgsmål
Det har været en vild uge i dansk politik. Politisk analytiker Elisabet Svane svarer på spørgsmål fra Politikens læsere klokken 11.00. Du kan allerede nu stille dit spørgsmål.
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























