Danske politikere klar til at fjerne EU-forbehold

Lyt til artiklen

Frem for den planlagte folkeafstemning om EU-forfatningstraktaten, bør danskerne nu tage et opgør med to af de danske forbehold. Flere politiske partier er parate til at bruge tænkepausen i EU til at gøre op med forbeholdene på forsvars- og retsområdet. »Det er en god mulighed for at få talt tingene igennem og få overbevist danskerne om, at forbeholdene er en uskik. Så kender vi vores rolle og er fit for fight, når nye forhandlinger går i gang om traktaten«, siger venstremedlem af Europaparlamentet Karin Riis-Jørgensen. Tænkepause skal udnyttes Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft mener også, regeringen bør tage fat i forbeholdene, når folkeafstemningen 27. september er blevet aflyst. »Der er ikke nogen god mening i, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet skal bakke ud af Balkan, bare fordi EU overtager ansvaret fra FN«, siger han. De radikale er ligeledes parate til at udnytte en tænkepause i EU. »Jo før jo bedre. Vi træder os selv over tæerne med forbeholdene«, siger udenrigsordfører Niels Helveg Petersen. Hos de konservative er medlem af Europaparlamentet Gitte Seeberg imidlertid lidt mere tilbageholden. »Der skal først være den fornødne klarhed om traktaten, om der skal bygges videre på den osv. Men det ville være rart at få gjort rent bord med forbeholdene, hvis der er basis for det. Det skal vi være parate til«, siger hun. Selv SF's formand, Villy Søvndal, »deltager gerne« i en politisk debat om de danske forbehold for at få en præcisering, men han mener, at der er andre og mere presserende problemer at tage fat på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her