Minister vil sende syge flygtninge hjem

Lyt til artiklen

Danmark har lovet FN ikke at sende syge flygtninge tilbage til Kosova. Men flygtningeminister Rikke Hvilshøj (V) ser nu stort på Danmarks aftaler med FN og kræver, at de lokale myndigheder tager imod en psykisk syg, kosovaalbansk flygtningefamilie. Minister har taget kontakt personligt Flygtningeministeren er utilfreds med, at FN to gange inden for fire måneder har sagt nej til at lade Danmark udvise familien. Det har nu fået hende til at tage personlig kontakt til den øverste chef for den midlertidige FN-administration i Kosova, UNMIK. »UNMIK's afvisning af familien Brahaj giver anledning til stor bekymring hos de danske myndigheder«, skriver Rikke Hvilshøj i et brev til danske Søren Jessen-Petersen, der står i spidsen for FN-myndighederne. Indlagt flere gange Især moderen i familien Brahaj er psykisk syg. Hun lider af PTSD - posttraumatisk stresssyndrom, der rammer mange krigsofre og kan udvikle sig til egentlig psykose - og har været indlagt flere gange på psykiatrisk hospital i Danmark. Hun kan ikke tage sig af sine børn, som er blevet tvangsfjernet af de sociale myndigheder. Alligevel skal hele familien - også børnene - udvises. »Det er en klokkeklar overtrædelse af de aftaler, som er indgået med UNMIK«, siger familiens advokat Niels-Erik Hansen. Hvilshøj stærkt utilfreds med UNMIK Danmark indgik i januar 2003 en aftale med FN om ikke at sende syge flygtninge tilbage til Kosova. Samtidig blev partierne enige om, at enhver hjemsendelse skulle varsles i god tid. I sit brev nævner Rikke Hvilshøj slet ikke aftalen, men hun beklager sig over, at UNMIK bruger varslingen til at afvise flygtninge, som Danmark ønsker at udvise. »Jeg må protestere stærkt imod UNMIK's praksis«, skriver ministeren, der mener, at de lokale myndigheder har pligt til at tage imod flygtningene fra Danmark. Forstår ikke ministeren Karsten Lüthke, der er chef for UNMIK's kontor for hjemsendelser, forstår ikke de danske protester. Han vil ikke kommentere den konkrete sag, men understreger, at der er sket meget få fremskridt i Kosovas sundhedssystem, og at den psykiske lidelse PTSD stadig er på listen over sygdomme, som ikke kan behandles. »Vi ønsker ikke at blive presset til noget, som svækker genopbygningen af Kosovos sundhedssystem«, siger kontorchefen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her