Al Qaeda-gruppen Abu Hafs al-Masri Brigades, der har taget ansvaret for Madridbomberne, udpeger nu Danmark som det næste europæiske land, der kan vente et terrorangreb, efter at London i torsdags blev ramt af fire bomber. Det er anden gang siden terrorangrebet i London, at Danmark af Al Qaeda-grupper udpeges som et legitimt mål for terror. Første gang var i timerne efter angrebet, hvor en organisation, der kalder sig 'Den hemmelige organisation - Al Qaeda i Europa', på en hjemmeside tog skylden for terrorangrebene i London og truede Danmark med »samme straf«. Dødbringende krig Abu Hafs al-Masri Brigades takker ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten i en meddelelse Allah for hjælpen med at gennemføre terrorangrebet i London, som betegnes som begyndelsen på en dødbringende krig. 'Dette er en advarsel til alle europæiske lande, men først og fremmest til Danmark, som stadig har soldater i muslimske lande. Der vil ikke være sikkert i jeres lande, så længe jeres soldater, morderne, er tilstede i muslimske lande', skriver gruppen i sin meddelelse. En amerikansk terrorekspert, Rita Katz, direktør ved Site Institute, Washington DC, advarer i Morgenavisen Jyllands-Posten mod effekten: »Som udgangspunkt er selve gruppen ikke en trussel mod Danmark, idet den har taget ansvaret for stort set alle terrorangreb i hele verden de seneste år. Men det, man i Danmark skal tage seriøst, er, at nu da Danmark nævnes flere gange i disse meddelelser, kan det resultere i en sneboldeffekt. På et tidspunkt vil nogle tage opfordringerne til sig og forberede et angreb, fordi de føler, at al-Qaeda har velsignet og godkendt det,« siger Rita Katz.
Danmark udpeget som terrormål
Lyt til artiklen