Udlændingestyrelsen erkender, at den systematisk har tilgodeset udvalgte virksomheder i behandlingen af sager om opholdstilladelse. Det fremgår af en redegørelse, der landede på integrationsministerens bord fredag. »Jeg er chokeret over, at der er sket usaglig forskelsbehandling i Udlændingestyrelsen. Der skal sættes en stopper for det, og det har styrelsen sagt, den vil gøre øjeblikkeligt«, siger Rikke Hvilshøj. Udvalgte virksomheder som konsulentfirmaerne Ernest & Young og Setwell (der repræsenterer store virksomheder som Novo Nordisk og Biogen) samt A.P. Møller - Mærsk, flere luftfartsselskaber og fodboldklubber har sprunget over køen i Ryesgade i København. Ordning bliver afskaffet Gennem deres kontaktperson har de aftalt tid for et møde, hvor de har overbragt ansøgninger om opholdstilladelser. Hidtil har styrelsen vurderet, at den ordning var lovlig: »Efter den kritik, der har været rejst mod styrelsen, har styrelsen overvejet ordningen på ny. Disse overvejelser har ført til, at styrelsen nu finder det tvivlsomt, om ordningen med, at de pågældende undgår ventetid i Ekspeditionen, er i fuld overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper. Ordningen vil derfor nu blive afskaffet«, skriver Udlændingestyrelsen. Virksomhederne har ikke fået en anden afgørelse, end de ellers ville have fået, og selve sagsbehandlingstiden har ikke været kortere end for andre virksomheder, skriver styrelsen. Mulighed for at bestille tid Rikke Hvilshøj mener, at alle virksomheder i fremtiden skal have mulighed for at bestille tid. Sådan en ordning eksisterede tidligere. De seneste måneder har afsløret ulovligheder i sagsbehandlingen. Kinesiske statsborgere har bestukket sig til at blive i Danmark. Politiet har i den forbindelse rejst sigtelse mod en nuværende og en tidligere medarbejder. Desuden har styrelsen fået kritik for at modtage gaver fra virksomheder og organisationer, efter at de havde fået behandlet deres sager. En medarbejder fik i strid med de interne regler rejser og billetter af DBU efter at have behandlet sager om fodboldspillere. Medarbejderen er fritaget for tjeneste. Senest har styrelsen fået kritik for at have modtaget fribilletter fra flere cirkus. I redegørelsen beklager Udlændingestyrelsen, at den har taget imod billetterne, men at intet tyder på, at de er sendt som personlige gaver til ansatte. 'Nul gave-politik' »Der bliver nu gennemført en 'nul gave-politik', så der i fremtiden ikke kan rejses nogen tvivl om en mulig sammenhæng mellem det, at der bliver givet gaver og behandling af konkrete sager. Den tvivl må ikke kunne rejses«, siger Rikke Hvilshøj. Ministeren har bedt Ombudsmanden om at undersøge omfanget af forskelsbehandlingen. Hun vil ikke udelukke, at sagerne kan føre til, at medarbejdere i styrelsens ledelse bliver fyret. »Det ville - meget apropos - være usagligt af mig på nuværende tidspunkt at drage konsekvenser, men der skal ikke være tvivl om, at når jeg har det rigtige fodfæste, er jeg klar til at gennemføre de organisatoriske ændringer og eventuelt drage personalemæssige og ledelsesmæssige konsekvenser«. Flere partier kræver nu en tilbundsgående undersøgelse af samtlige forhold i Udlændingestyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























