EU-landene benytter flittigt muligheden for at få udleveret borgere på tværs af grænserne i EU. Det viser en opgørelse, som Justitsministeriet netop har gjort færdig på anmodning af EU-kommissionen, der er i færd med at skaffe sig et samlet overblik. 64 sendt over grænserne Siden EU's regler om fælles arrestordre trådte i kraft, har Danmark udsendt 64 arrestordre til andre EU-lande, hvilket har ført til, at 17 mennesker er blevet afleveret fra et andet EU-land til de danske myndigheder. Omvendt har Danmark modtaget 14 henvendelser fra andre EU-lande, der har anmodet om at få danske statsborgere eller EU-borgere, bosat i Danmark, udleveret. Det har ført til 12 anholdelser og lige så mange udleveringer, oplyser Justitsministeriet. I to tilfælde er det ikke lykkedes at finde de pågældende. Dansker udleveret sidste år En terrorlov, der blev vedtaget efter angrebene i USA 11. september 2001, kom de fælles EU-regler i forkøbet og gjorde det muligt at udlevere danskere - også til lande uden for EU - hvis de er mistænkt for én af en række definerede forbrydelser, der i øvrigt ikke behøver at være terrorrelaterede. Første gang en dansker blev udleveret - i juni 2004 til Storbritannien - var det dog netop efter terrorpakkens bestemmelser.
EU-lande udleverer flittigt borgere
Lyt til artiklen