En dansk tolk, som hævder at have overværet mishandlinger under amerikanske fangeafhøringer i Afghanistan, frygter nu, at han skal blive slået ihjel, oplyser hans advokat. Advokaten, Steen Poulsen, fortæller samtidig, at netop angsten for repressalier tidligere har medvirket til, at tolken ikke ønskede at samarbejde ved en amerikansk undersøgelse af hans anklage. »Tolken frygter for sit liv. Han har haft indbrud i sit hjem, hvor der er blevet taget alt det materiale, han har samlet sammen om sin tid i Afghanistan. Intet andet er blevet taget«, siger Steen Poulsen. Bor ikke i Danmark Advokaten oplyser, at tolken i dag ikke længere lever i Danmark, men at indbruddet efterforskes af politiet i det pågældende land. Tolken ønsker ikke selv at stå frem, og forsvaret har hidtil mørkelagt omstændighederne omkring hans sag. Forsvarets Auditørkorps har dog tidligere konkluderet, at tolkens anklage ikke kan bekræftes. Udlånt til USA Forsvarsminister Søren Gade (V) har tidligere forklaret, at tolken var uddannet som en almindelig dansk soldat, men at han i perioden fra den 17. januar til den 8. februar 2002 blev udlånt til USA's Camp Kandahars Detention Centre i Afghanistan. Det skete, fordi amerikanerne manglede kvalificerede oversættere af dokumenter. Tolken boede samtidig i Camp Mjølner, der var hjemsted for de danske specialstyrker i Afghanistan, der er placeret på Kandahar Air Fields område. Den danske lejr var således placeret kun 800 meter fra den amerikanske fangelejr. Selv om tolken oprindelig kun skulle hjælpe amerikanerne med at oversætte beslaglagte dokumenter og lignende, så hed det i auditørkorpsets pressemeddelelse, at det 'formodes at han i nogle tilfælde også deltog i afhøringer'. Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret behandlingen af fanger i de amerikanske fangelejre i Afghanistan, herunder i Kandahar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























