Ekstreme muslimer renser hjemmeside

Lyt til artiklen

En kreds af yderliggående muslimer i København har haft travlt ved computeren i weekenden. Efter at Politiken har beskrevet indholdet af hjemmesiden tawhid.dk, hvor terrorangrebet i Sharm el-Sheikh hyldes, og der henvises til propaganda for al-Qaeda-lederne Osama bin Laden og al-Zarqawi, blev indholdet natten til søndag slettet. Bjergsøer og rislende vandløb I stedet har tawhid-gruppen erstattet det med en fredeligere hjemmeside, hvor man kan lære om islam og se på beroligende billeder af bjergsøer og rislende vandløb. Det mest hårdtslående materiale er nu en serie artikler med konspirationsteorier om, hvordan Vesten i virkeligheden selv stod bag 11. september-angrebet og bomberne forleden i London. Hjemmesidens forvandling sker, efter at flere moderate muslimer har advaret om, at gruppen bag tawhid.dk kan skabe grobund for terrorisme som i London. Som en kritiker, der kalder sig Nagima, udtrykte det på hjemmesidens chatroom dagen efter bomberne i Sharm el-Sheikh: »Jeg er dybt chokeret over at læse indlæggene i dette forum. At der findes så mange uforstående og primitivttænkende mennesker i vores lille Danmark, det er da forfærdeligt. Skulle det være godt med bomberne i Egypten ...?!?«. Moske i Nordvest Politiets Efterretningstjeneste har drøftet sagen med imamen i den moské på Horsebakken i Københavns Nordvestkvarter, hvor tawhid-gruppen er kommet fast om lørdagen. Her har de og cirka 100 andre unge muslimer ned til 16-17-årsalderen været elever hos en danskpalæstinenser ved navn Abu Ahmed. Hvor mange af dem, der sympatiserer med terroraktionerne, er uklart. Tawhid.dk administreres af en 23-årig dansk konvertit, der kalder sig Abu Hudhayfa. Politiken har flere gange forgæves forsøgt at komme i kontakt med ham. På den slettede hjemmeside fastholder han, at terroraktionen i Egypten var berettiget, fordi den var rettet mod »jøder og andre kuffar (vantro, red.) fra bekrigende nationer«. Strafbart Spørger man lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, burde der umiddelbart være nok til at rejse sag mod tawhid-hjemmesidens bagmænd: »Udtalelser som disse på internettet lyder klart til at falde ind under det, som man i straffeloven kalder en offentlig og udtrykkelig billigelse af terrorisme. Men hvorvidt politiet vil forfølge det, er straks en anden sag«, siger han. Anklagemyndigheden er i forvejen ved at undersøge, om den islamiske forlægger i Brønshøj Said Mansour kan straffes for at have opfordret til hellig krig og udbredt propaganda for al-Qaeda. En central kilde i politiet tvivler dog på, at det kan føre til en dom, fordi det vil kræve meget tungtvejende beviser. Stram terrorloven Af samme grund foreslår Dansk Folkeparti, at ytringsfriheden indskrænkes endnu mere, når det gælder terror. En Gallup-undersøgelse viste i Berlingske Tidende, at seks ud af ti danskere går ind for at stramme terrorloven, så det får konsekvenser at udtrykke sympati for terror. Både Venstre, Socialdemokratiet og SF er dog modstandere af forslaget, som de mener kan føre til en politistat. Den syriske indvandrerkonsulent og forfatter Fahmy Almajid mener hellere, at Dansk Folkeparti burde stoppe deres hårde udfald mod muslimer i Danmark, fordi det risikerer at få fatale konsekvenser: »Jeg er alvorligt bange for, at det en dag vil udløse en bombe i den københavnske metro eller på en bus. Men jeg tror snarere, truslen kommer fra kredse i samfundet, som vi overhovedet ikke kender, end dem, som offentligt udtrykker deres terrorsympatier på internettet«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her