Hvad der skulle være det sidste nye inden for håndsmykker, er måske i stedet - eller samtidig - et våben i forklædning. Den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz har siden sidste uge solgt en såkaldt dobbeltring i metal. Nu vil politiet undersøge, om smykket kan bruges som slagvåben og dermed overtræder våbenloven. »Det ligger helt klart i gråzonen, om den kan betragtes som et knojernslignende slagvåben«, siger politikommissær Steiner Kibsgaard fra våbenkontoret ved Københavns Politi. Måske strafbart Ringen er beregnet til at sidde på langemand og ringfinger. Københavns Politi har tidligere konfiskeret lignende smykker, der også kunne bruges til at forstærke et knytnæveslag. Kontoret vil nu sende ringen til Kriminalteknisk Afdeling, der skal undersøge ringen nærmere og vurdere, om den er i strid med våbenloven. Ifølge denne lov er det strafbart at erhverve, besidde, bære eller anvende slag- eller stødvåben, for eksempel knojern. Kan stoppe salget »Hvis det vurderes, at der faktisk er tale om et slagvåben - eller noget der kan bruges som et slagvåben - så er vi tvunget til at bede virksomheden stoppe salget. Sker det ikke, vil vi rejse sigtelse, så sagen kan blive bedømt - eventuelt i retten«, siger Steiner Kibsgaard. Tvivlen om smykkets funktion kommer bag på Hennes & Mauritz. »Det er en ring, og den skal ses som en ring«, siger marketingchef Birgitte Kastberg. Ikke bevidst Ifølge hende er det ikke bevidst, at ringen har en lighed med et knojern. »Nej, det er det ikke. Det er selvfølgelig uheldigt, hvis det opfattes sådan. Det var ikke hensigten. Ringen skal bestemt ikke appellere til vold, og hvis den gør det, må vi tage det til efterretning«, siger Birgitte Kastberg. Hun vil nu drøfte ringen med designafdelingen, og Hennes & Mauritz vil derefter internt lave en vurdering. Ringen, der koster 29,75 kroner, forhandles foreløbig kun i Hennes & Mauritz på Amagertorv i København.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























