Op til hver femte barn med anden etnisk baggrund end dansk manglede i flere klasser, da skolerne i går åbnede efter sommerferien. Børnenes forældre har prioriteret ophold i hjemlandet højere end den danske folkeskole. Kendskab til hjemland Formentlig vil forældrene gerne give børnene kendskab til det land, de kommer fra, og derfor vælger de at blive der i længere tid, end skoleferien varer, siger forfatter og journalist Rushy Rashid til Berlingske Tidende. »Familierne tager af sted i så lang tid for at give børnene et ordentligt tilskud af religionen, kulturen, traditionerne og familien«. »Når man har købt en meget dyr billet, skal man også have noget ud af rejsen og nå at hilse på alle i familien«, siger hun. Som barn har hun selv været på lange ophold i Pakistan, hvor hendes forældre stammer fra. Dårlig start Forskere og politikere mener, at tendensen er uheldig, fordi børnene allerede fra start kommer bagud i forhold til deres kammerater. »Det er bekymrende, for skoleårets begyndelse er det allermest uheldige tidspunkt, forældrene kan holde børnene væk fra skolen«, siger professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet. »Eleverne får et stort hul. Det er den periode, de begynder på alle de nye områder og fag«, mener professoren. Forældrenes ansvar På skolerne kan lærerne ikke gøre andet end at tale med de nydanske forældre om, hvor vigtigt det er, at de vender hjem til Danmark i rette tid inden skolestart. Forældrene har ret til selv at bestemme, hvor længe de vil tage deres børn ud af skolen. »Det må være op til politikerne at vurdere, hvorvidt børnene skal gå en klasse om, eller forældrene skal straffes økonomisk«, siger Erik Lorenzen, som er formand for Danmarks Skolelederforening. Han mener, at de ansatte på skolerne gør alt det, de kan for at påvirke forældrene. Ny arbejdsgruppe Integrationsminister Rikke Hvilshøj er opmærksom på tendensen, som hun mener er 'et stort problem for integrationen'. En arbejdsgruppe skal nu vejlede hende i, hvad man kan gøre. »Det er børn, som i forvejen har svært ved at følge med i skolen. Det bliver ikke lettere, hvis de ikke med, når skoleåret begynder«. »Vi bliver nødt til at få forældrene til at forstå, at hvis deres børn skal have succes i Danmark, skal de sikre, at børnene er der, når skolen går i gang«, siger ministeren til Berlingske Tidende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























