Piercing skæmmer gravide

Piercinger i navlen er en dårlig ide, hvis man er gravid. - Foto: Thomas Borberg
Piercinger i navlen er en dårlig ide, hvis man er gravid. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ring i navlen og gravide maver hører ikke sammen. I hvert fald ikke, hvis man gerne vil bevare et maveskind uden alt for mange skrammer, når barnet er født. Jordemødre oplever ofte, at den gravide får store - og permanente - ar i maveskindet efter fødslen på grund af piercing. Derfor bør kvinderne tænke sig om en ekstra gang, inden de får prikket hul i huden, lyder rådet fra fødegangene. »Arret bliver typisk til et to centimeters bredt bånd omkring navlen og det ser bestemt ikke kønt ud. Det er absolut på sin plads at overveje konsekvenserne, inden man piercer sig«, siger Kit Dynnes Hansen, afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital. Fare for infektion På Rigshospitalet oplever jordemødrene, at mange kvinder selv vælger at tage piercingen ud, fordi den generer. Arret slipper de dog ikke for. Vælger man at beholde ringene i huden under graviditeten, er der fare for infektioner. »Generelt fraråder vi piercing på usmarte steder under graviditeten. Piercing i for eksempel brystet, skamlæberne eller navlen giver infektionsfare«, siger Grete Plenov, jordemoder på Svangreambulatoriet, Hillerød Sygehus. Frygtelige ar Det er ofte plastikkirurgerne, der ser det endelige resultat af modedillen. »Og det kan ofte godt ende med frygtelige ar«, siger speciallæge i plastikkirurgi Anna Jørgensen, Roskilde. Hun peger på, at piercinger er en endnu dårligere idé efter en graviditet, hvor det lille indgreb i sjældne tilfælde ligefrem kan være farligt. »Hvis graviditeten har medført en skjult navlebrok, risikerer man i værste fald at prikke hul på tarmen med en piercing i navlen«, advarer Anna Jørgensen. I Danmark findes der ingen lovgivning om piercing og ingen opgørelse over, hvor mange skader der generelt opstår på grund af piercinger. I Norge har piercing været skyld i de første dødsfald på grund af blodforgiftning med streptokokker. Samtidig melder flere danske tandlæger om et stigende antal tandskader og tilfælde af betændelse i tungen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her