S: Flere test og mere disciplin i skolen

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne bekender sig nu åbent til flere test og prøver og mere disciplin i skolerne som vejen frem. Folketingsgruppen er blevet enig om et nyt, stort skoleudspil, som skal styrke fagligheden og gøre skolerne bedre til at bryde den negative sociale arv. Nationale test Der sættes ind over en bred kam: Med nationale test i dansk, engelsk, matematik, biologi, fysik, kemi og geografi og obligatorisk afgangsprøve i 9. klasse. Alle fag skal være prøvefag - og så trækkes der lod om, hvad man skal op i. Disciplinen skal styrkes gennem kontrakter med forældrene, og der skal maksimum være 25 procent tosprogede børn i daginstitutioner og skoler. Ifølge uddannelsesordfører Christine Antorini er det nødvendigt at bruge alle midler for at hjælpe de knap 20 procent, som forlader skolen ude af stand til at tage en ungdomsuddannelse. »Det er helt utroligt, at man kalder det en borgerlig dagsorden at sige, at børn skal lære mere, og der skal respekt omkring undervisningen. Det har gennem alle tider været Socialdemokraternes sigte at kæmpe for at give børn lige muligheder. Det kræver ro og opbakning til læreren, og katastrofen er, at vi har tabt den dagsorden«, siger Antorini. Haarder er tilfreds Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er begejstret for udspillet, som han mener ligger fint i tråd med regeringens politik, mens Socialdemokraterne med udspillet lægger stor afstand til de radikale, som ellers har domineret SR-regeringens skolepolitik. De radikale er direkte imod prøver, test og forældrekontrakter. »Vi tror, at det er nogle andre kræfter, der skal til for at gøre skolen bedre. Det her lægger op til en blåstempling af regeringens politik, som lukker hele den skolepolitiske diskussion«, siger Margrethe Vestager. Sprogscreening af børn Bertel Haarder peger på, at regeringen allerede har implementeret mange af Socialdemokraternes forslag, f.eks. sprogscreening af børn i 3-års alderen og spredning af tosprogede elever. »Det lover godt, at de nu accepterer vores forslag om styrket ledelse og nationale test og prøver i næsten alle fag. Deres forslag ligger meget tæt op ad både regeringsgrundlaget og det omfattende oplæg til Globaliseringsrådet, som vi har skrevet. Det gør det forhåbentlig muligt at få et bredt forlig om regeringens forslag«, siger Bertel Haarder. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, synes, der er mange modstridende signaler i udspillet. »Det bliver lidt miskmask. Man sender på den ene side det signal, at man vil styrke lærerne og ledelsens ansvar, men holder så alligevel fast i centralistiske tiltag, som også ligger i regeringens oplæg med test og kontrol. Jeg tror, at der er brug for en grundig drøftelse partierne imellem - hvad er det i virkeligheden for en skole, de vil have«, siger Anders Bondo Christensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her