Overalt i landet melder ansatte på socialcentrene om faldende livskvalitet og voksende økonomiske problemer for kontanthjælpsmodtagerne. Årsagen er regeringens loft over kontanthjælpsydelserne. En rundspørge som Ritzau har foretaget blandt mere end 100 kommunalt ansatte i socialforsorgen viser, at tre ud af fire adspurgte mener, at kontanthjælpsmodtagerne har fået sværere ved at få økonomien til at hænge sammen efter regeringens indgreb i 2003. 'En hård straf' Også de folk, der til daglig arbejder med de svageste, råber vagt i gevær. »De har fået en straf, som rammer dem meget hårdt. Gennem lovgivning har vi bidraget til, at uligheden i vores samfund øges«, siger socialrådgiver og bestyrelsesmedlem for Kofoeds Skole Gunvor Auken. I begyndelsen af 2004 indførte VK-regeringen med støtte fra en række andre partier et loft over, hvor meget man samlet set kan modtage i kontanthjælp og boligstøtte, når man har modtaget kontanthjælp i mere end et halvt år. 2.700 kr. mindre om måneden Som en konsekvens af loftet kan samlevende kontanthjælpsmodtagere for eksempel få nedsat deres hjælp med op til 2.700 kroner om måneden. Ritzaus rundspørge viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er stort set uændret, men at de berørte har fået væsentligt dårligere kår. Omkring 30.000 voksne mennesker og deres børn skønnes at være berørte af stramningerne. »Vi presser mennesker og driver dem ud i nød og fattigdom på en måde, så de mister modet. De føler sig faldet i ryggen af deres samfund, siger Gunvor Auken. Grænsen er nået Også Rådet for Socialt Udsatte, der er en instans under Socialministeriet, har fulgt udviklingen nøje. Nu mener rådet, at grænsen er nået. »Der er overhovedet ingen tvivl om, at kontanthjælpsmodtagerne har fået det dårligere. Vi opfatter deres nuværende rådighedsbeløb som klart under fattigdomsgrænsen«, siger Preben Brandt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























