Tivoli har netop fået afslag på deres ansøgning om at bygge en ny kæmpeforlystelse - den 80 meter høje svingkarrusel Starflyer. Sidste år var der heftig debat om Tivolis 2004-påfund, rutsjebanen Dæmonen. Debatten - og den stadige strøm af klager fra Tivolis naboer - medførte, at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttede, at der skulle udarbejdes en lokalplan for Tivoli, som fastlægger retningslinjer for Tivolis højde, drøjde og fremtidige udvikling. Indtil nu har Tivoli fra gang til gang skulle søge kommunen om udvidelser. Lokalplan ikke klar Men selve arbejdet med lokalplanen er endnu ikke gået i gang, og før man har en lokalplan, vil Københavns Kommune ikke give Tivoli tilladelse til »radikale ændringer af haven«, lyder det fra Jan Christiansen, stadsarkitekt i Københavns Kommune, og han påpeger, at man desuden ikke normalt bygger så højt inden for en vis radius af Københavns Rådhustårn. Tivoli er utilfredse over afslaget. »Vi er dødærgerlige over det. Der kan gå tre til fire år, før kommunen har lavet en lokalplan, og hvis argumentet så er, at vi ikke kan lave noget nyt, før planen foreligger, så risikerer vi at gå i stå i op til fire år. Hvis vi ikke fornyr os, så holder gæsterne op med at komme«, pointerer Stine Lolk, kommunikationschef i Tivoli. Bolden ligger hos Tivoli Hos Københavns Kommune er man uforstående over for kritikken. For det er Tivoli, som har bolden. »Vi begynder arbejdet med lokalplanen, så snart vi har et oplæg fra Tivoli. De stillede os i udsigt, at de ville lave en visionær helhedsplan. Den har vi intet set til endnu. Det er dem, som har bolden», fastslår stadsarkitekt Jan Christiansen. Stine Lolk, hvorfor har I ikke afleveret en helhedsplan til kommunen? »Vi har ikke vidst, at man ventede på os, men nu går vi selvfølgelig i gang. Men uanset hvad, vil der gå nogle år, før man har en lokalplan, og det er den ventetid, vi er bekymrede for«. Jan Christiansen kalder Tivolis frygt for ventetiden for »noget pjat«. »Det tager cirka et år, fra den dag vi får oplægget fra Tivoli, at lave en lokalplan«, fastslår han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























