Mystisk pulver var måske kartoffelmel

De 42 børn er blevet undersøgt på børneafdelingen på Hillerød Sygehus. - Foto: Jacob Ehrbahn
De 42 børn er blevet undersøgt på børneafdelingen på Hillerød Sygehus. - Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Et spejder-natløb med gangstertema, hvor små poser med kartoffelmel blev lagt ud i en skov, var måske skyld i, at 42 børnehavebørn blev indlagt til observation på Hillerød Sygehus. Under en udflugt fandt børnene poser med hvidt pulver, og nogle af dem smagte på det. Politiets undersøgelser viste, at der kunne være tale om kokain, og derfor blev børnene sendt til Hillrød Sygehus for at blive undersøgt. Børn er udskrevet Børnene blev alle udskrevet i løbet af eftermiddagen. Et af dem var Mads på 3 år, hvis forældre, Irene og Thomas Bendtz, tog indlæggelsen i stiv arm. »Vi har faktisk ikke været nervøse, for Mads var ikke en af dem, der smagte på pulveret. Men de andre forældre har også taget det meget roligt, og pædagogerne har gjort det godt«, siger Irene Bendtz. En efter en forlod familier med lettede smil Hillerød Sygehus, efter at have hentet deres børn, der alle var uskadte. Gangster-tema i skoven Men der har måske ikke været grund til bekymring, for ved til aften henvendte en spejderleder sig til Frederikssund Politi med en interessant melding. »Han fortalte, at spejderne havde været ude på natløb lørdag, hvor temaet var gangstere, og der havde de placeret pølsemandsposer med kartoffelmel i skoven«, fortæller vicepolitikommissær Michael Karpf. Pølsemandsposer er den type små poser, som narkohandlere normalt bruger. Michael Karpf understreger, at politiets egne test flere gange har vist, at pulveret kan være narkotika, og derfor er der stadig risiko for, at der er tale om kokain. I de kommende dage skal stoffet igennem flere kemiske undersøgelser, og politiet skal have fat i spejderlederen. »Vi skal have ham med ud og finde ud af, om det sted, hvor de har lagt kartoffelmelet, er det samme som der, hvor børnene fandt poserne«, siger vicepolitikommissæren. 13 børn smagte på pulver Det var på en naturlejr i en grusgrav ved Frederikssund, at børnene fra børnehaven Drivhuset fra Farum fandt poserne med hvidt pulver. Formodentlig nåede 13 af dem nåede at smage på det, inden pædagogerne opdagede, hvad der foregik. Alle 42 børn blev kørt i busser til Hillerød Sygehus, hvor de blev indlagt til observation. Nogle af forældrene nåede at høre om hændelsen i radioen, inden de fik besked fra børnehaven, men de fleste mødre og fædre fik at vide, hvad der var sket, da de kom for at hente børnene i børnehaven. »Både ledelsen, en pædagogisk konsulent og en indsatsleder fra Falck var her og tog imod forældrene i børnehaven. De blev selvfølgelig lidt forskrækkede, men der var ingen panik, og alle tog det roligt«, siger Kirsten Pamperin, der er chef for Farum Kommunes børneinstitutioner. Børn blev undersøgt På Hillerød Sygehus fik børnene undersøgt deres blodtryk og puls, der blev taget urinprøver, og deres bevidsthedsniveau blev fulgt løbende. Ingen af børnene viste dog tegn på at være påvirket af pulveret, fortæller sygeplejechef Annelise Bertelsen. »De tog det nærmest som en del af udflugten. Der var jo legetøj og cykler og pædagoger til stede, så de har haft det fint«, siger hun. Tirsdag morgen er der en konsulent fra Farum Kommune til stede i børnehaven for at tilbyde hjælp og støtte til at få fordøjet indtrykkene fra oplevelsen i skoven og på sygehuset.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her