DF's top ekskluderer partimedlemmer

Lyt til artiklen

Weekendens årsmøde i Dansk Folkeparti vil være blottet for interne diskussioner og kritik af den politiske linje. Partitoppen kræver fuld opbakning og tolererer ikke internt uenighed. Blot et enkelt læserbrev i en lokalavis kan føre til advarsel eller eksklusion. Det viser to nye eksklusionssager fra de seneste to måneder. En af de ekskluderede er byrådsmedlem Eva Brammer fra Esbjerg. 'Vildt topstyret' »Det er vildt topstyret. Kandidatudvalget skulle gennemlæse mine læserbreve, før de blev sendt, men man skal ikke stække min ytringsfrihed«, siger hun. Eva Brammer blev ved kommunalvalget i 2001 nummer syv på listen over de mest populære lokalpolitikere i Esbjerg. Men efter klager fra lokale partifæller - blandt andet over at hun ikke selv havde betalt en gasflaske til at puste balloner op med - blev hun ekskluderet af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse i sidste måned. »Vi ekskluderer, når det er nødvendigt. Hvis der er et medlem, der er til irritation for de lokale, er der kun én ting af gøre«, siger Dansk Folkepartis partisekretær, Poul Lindholm, der ikke lægger skjul på, at medlemsdemokratiet i partiet har sine begrænsninger: »Det kan da godt være, at det i andre partier er i orden at lange ud efter hinanden. Men vi vil ikke have, at medlemmerne har ret til at kritisere hinanden, for eksempel i dagspressen. Folk skal have lidt selvdisciplin og opføre sig ordentligt«. Ingen intern ballade Dansk Folkeparti blev for ti år siden stiftet af udbrydere fra Fremskridtspartiet. For partistifterne med Pia Kjærsgaard i spidsen var det fra første dag helt afgørende, at det nye parti ikke blev ramt af intern ballade som i Fremskridtspartiet. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, var partisekretær i Fremskridtspartiet. Efter ti år i Dansk Folkeparti kigger han fortsat alle medlemsansøgninger igennem for at undgå, at uønskede personer bliver optaget i partiet. »Det er det, vi kalder rettidigt omhu«, fortæller partisekretær Poul Lindholm. Hårde udtalelser Indtil for nylig var Lisbeth Eliasen fra Helsingør DF-kandidat til det kommende kommunalvalg. Men efter at hun var kommet med usædvanligt hårde udtalelser om de ansatte i kommunens socialafdeling, røg hun i sommer uklar med sine partifæller og blev ekskluderet. »Det skete uden, at partiledelsen ville høre på mig«, siger Lisbeth Eliasen. Også Eva Brammer beklager sig over manglende tilbagemeldinger fra DF-ledelsen. Men til det siger Poul Lindholm: »Når et medlem er ekskluderet, ophører dialogen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her