Politisk lettelse over Velfærdskommissionen

Lyt til artiklen

Det brede velfærdsforlig bliver formentlig ikke så svært at få igennem som først antaget. Det mener økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), efter at Velfærdskommissionen er kommet med en rapport, der lægger op til at løse velfærdsproblemerne mere gradvis. »Velfærdskommissionen har gjort opgaven nemmere. Der er behov for, at der bliver justeret, men hvis justeringerne ifølge Velfærdskommissionen ikke bliver så kraftige, bliver det nemmere at lave et forlig«, siger Bendt Bendtsen, der ikke vil komme ind på, hvad forliget skal indeholde, før Velfærdskommissionen kommer med den endelige rapport 7. december. Mulighed for bredt forlig Han håber på et bredt forlig med både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, men også gerne med de radikale. Og det brede forlig er måske ikke så utænkeligt. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er lettede over Velfærdskommissionens rapport, der ikke er mere drastisk, end at begge partier kan forestille sig at være med. Især Socialdemokraterne tager godt imod kommissionens anbefalinger og forslag. Et af dem går blandt andet på, at tilbagetrækningsalderen skal følge med udviklingen i den gennemsnitlige levetid, hvilket ifølge politisk ordfører Lotte Bundsgaard (S) lægger sig godt op ad Socialdemokraternes efterlønsudspil. »Det er godt, at man har fundet et leje, hvor man anerkender, at der er behov for velfærdsreformer, men at de ikke behøver at være mere drastiske, end at man sagtens kan opretholde efterlønnen som en rettighed«, siger hun. Ifølge Velfærdskommissionen vil denne model løse cirka 40 procent af det langsigtede finansieringsproblem. DF: Kommissionen fortjener ros Dansk Folkeparti er tilfreds med, at Velfærdskommissionen ikke længere råber vagt i gevær i forhold til et dramatisk reformpres. »Velfærdskommissionen har tidligere været med til at give ammunition til den argumentation, som hed, at hvis vi ikke lavede dramatiske reformer, får vi store problemer. Derfor vil jeg gerne rose kommissionen for at korrigere sig selv på det område«, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Men han tager dog stadig sine forbehold over for de forskellige efterlønsmodeller. »Jeg har meget svært ved at forstille mig, at den gradvise tilbagetrækning, som Velfærdskommissionen lægger op til, vil fungere i praksis. Derudover kan man diskutere, om efterlønnen overhovedet skal ændres«, siger Kristian Thulesen Dahl, der mener, at man bliver nødt til at operere med faste årstal.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her