»Det ønsker jeg ikke at udtale mig om i offentligheden«, »det svarer jeg ikke på«, og »jeg ønsker ikke at fortsætte debatten«. Der er tavst blandt Venstre-folk i sagen om socialminister Eva Kjer Hansens (V) udtalelser om ulighed i det danske samfund. Siden socialministeren tidligere onsdag valgte at trække sine kontroversielle udtalelser tilbage, er der ikke mange, der har ønsket at lufte deres holdning. Og det til trods for, at det før tilbagetrækningen ikke var et problem at få politikerne til at udtale sig. Således erklærede Venstres kommunalordfører, Leif Mikkelsen, sig lodret uenig med sin statsminister, som i Politiken onsdag ikke mener, at det er Venstres politik at gå ind for ulighed. »Det er god Venstre-politik. Sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være« Stilhed Men så trak socialministeren sine udtalelser tilbage. Og derefter blev der stille. Politisk ordfører Jens Rohde lader gennem sin pressesekretær Politiken.dk vide, at han ikke ønsker at deltage i debatten. Folketingets formand Christian Mejdahl, ringer tilbage, men understreger, at han mere ringer »af høflighed end for at fortælle, hvad han mener«, og Charlotte Antonsen har slet og ret ingen kommentarer. Folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen mener, at sagen kører mellem Eva Kjer Hansen og statsministeren og vil heller ikke give sin mening til kende i offentligheden. Enig med statsministeren Men der er også Venstre-folk, som gerne vil tale, og de støtter statsministeren. »Jeg er fuldstændig enig med statsministeren. Masser af rige mennesker giver ikke nødvendigvis flere arbejdspladser og det er blandt andet det, det drejer sig om. Når flere bliver rige, må et venstrekrav naturligvis være, at arbejde for at endnu flere dårligt stillede får arbejde og i det hele taget bedre velfærd«, siger Birthe Rønn Hornbech Anledning til misforståelser Sagen om Eva Kjer Hansen begyndte, da hun tirsdag sagde, at uligheden gerne må blive større, fordi den skaber dynamik i samfundet. Siden holdt hun fast i den betragtning, men valgte onsdag at trække udtalelserne tilbage, fordi de havde »givet anledning til mange misforståelser, både om regeringens kurs og om mine egne holdninger. Det skal jeg være den første til at beklage«, skrev hun i en pressemeddelelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























