På tre måneder er togstationer, veje og parker hele 21 gange blevet spærret af på grund af bombefrygt.
Det viser en opgørelse over alvorlige bombealarmer siden London-bomberne 7. juli.
I langt de fleste tilfælde er det stationer, som er blevet ramt. Politiets bombejagt giver timers forsinkelser for rejsende, men ender som regel med, at en uskyldig rygsæk eller pakke bliver afsløret. Forhøjet trusselsbillede
»Der er ikke noget alternativ til at spærre af. Vi har siden Madrid-bomberne (marts 2004, red.) haft et forhøjet trusselsbillede, og det betyder, at de retshåndhævende myndigheder må være på banen, hver gang der er noget mistænkeligt«, siger justitsminister Lene Espersen (K).
Torsdag aften fandt en DSB-mand en herreløs blå rygsæk på en S-togs-perron på Københavns Hovedbanegård. I første omgang blev S-togs-trafikken indstillet, men senere blev også al anden togtrafik stoppet og gaderne omkring banegården spærret af. Rygsækken indeholdt nemlig en metalcylinder med et låg, hvor der var fastgjort ledninger både indvendigt og udvendigt. Det lignede en bombe, og 40.000 rejsende blev forsinket.
»Borgerne må indstille sig på, at hvis man skal kunne færdes trygt i den kollektive trafik og på åbne pladser, så er der en gang imellem lidt ventetid. Politiets resolutte reaktion gør, at folk kan færdes trygt«, siger Espersen. Ofte blot en taskeMange gange er det jo bare en glemt rygsæk eller pakke?
»Det er fuldstændig korrekt. Problemet er jo, at hvis man ikke tager hver eneste mistænkelige genstand alvorligt, så risikerer man en dag at foretage en fejlvurdering.«
På spørgsmålet om, politiet for ofte slår alarm, lyder svaret: »Det mener jeg ikke, at de gør.« Grove drengestreger
Kriminalpolitiet i København jagter i øjeblikket den eller de personer, der i tiden op til klokken 17.55 torsdag placerede den blå rygsæk ved elevatorskakten på S-togs-perron 11 og 12. Og tvang politiet til at holde Hovedbanegården afspærret til klokken var 25 minutter over midnat, da alarmen kunne afblæses som falsk.
»Der er tale om meget grove drengestreger«, siger kriminalinspektør Per Leo Jepsen, Station City.
Politiet tjekkede fredag fingeraftryk på bombeattrappen og kiggede videofilm fra Hovedbanegårdens og andre københavnske stationers overvågningskameraer igennem for at finde personer, der kan sættes i forbindelse med den blå rygsæk.
»Det er en større opgave. Vi håber, at henvendelser fra offentligheden kan være med til at indkredse tidspunktet, hvor rygsækken blev stillet. Vi er klar til at offentliggøre videoklip, hvis vi finder noget, der kan sættes i forbindelse med rygsækken«, lyder det fra Per Leo Jepsen.
Politiet vil kræve gerningsmanden varetægtsfængslet, hvis de finder ham. Ifølge straffelovens paragraf 193 kan en person der »på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler« straffes med op til seks års fængsel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























