Dansk Folkepartis Louise Frevert, der netop har taget orlov fra Folketinget, har nu modtaget endnu en politianmeldelse. Denne gang er det Freverts bog 'Kort og godt', som politiet indtil videre ikke har inddraget i efterforskningen. Årsagen er - ifølge politiet - at ingen har politianmeldt bogen. Og dermed har politiet indtil videre ikke afhørt Louise Frevert, fordi hendes tidligere web-master Ebbe Talleruphuus tog ansvaret for de rabiate indvandrerudfald på hendes hjemmeside. »Det er rent juristeri, at politiet ikke for længst har besluttet at afhøre Louise Frevert om hendes bog, selv om den ikke er direkte nævnt i de hidtidige politianmeldelser«, siger Mona Andersen fra Minoritetspartiet. »For at politiet ikke skal slippe godt fra den form for juridiske spidsfindigheder, har jeg i dag politianmeldt Louise Frevert på basis af hendes racistiske udtalelser i den bog, hun står som forfatter af«, siger Mona Andersen. Grundig træt Louise Frevert selv er godt og grundigt træt af sagen. Den har nu kørt i over en uge, og nu må det snart stoppe, lyder det: »Altså, nu må det her snart høre op. Kafkas 'Processen' er efterhånden vand ved siden af det her«, siger Louise Frevert, som ikke har yderligere kommentarer. Politiet fik i denne uge bragt flere politikere op på kogepunktet, da vicekriminalinspektør Magnus Andresen oplyste, at man indtil videre anså den formastelige webmaster som den skyldige. Berøringsangst SF's Kamal Qureshi var blandt de mest forargede over politiet. »Vi har en helt åbenlys sag, hvor Frevert i pressen stod ved sine udtalelser, hun står som forfatter til en del af de artikler, der er sendt til aviserne, det er hende, der står som forfatter på bogen. Alligevel går anklagemyndigheden udelukkende ud og taler med en ukendt webmaster. Det virker som en meget høj grad af berøringsangst«, siger Kamal Qureshi. Minoritetspartiets Rune Engelbreth Larsen kalder det en skandale. »Nu har den sag kørt i en uge, masser af borgere har henvendt sig til Dokumentationscenter om Racediskrimination, og så foretager politiet sig så lidt«, siger han. Vicekriminalinspektør Magnus Andresen oplyser, at politiet først i næste uge vil beslutte, om Louise Frevert skal til afhøring. Samtidig oplyser han, at han til den massive kritik »slet ingen kommentarer har«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























