Ny prins skal opdrages mildere end Frederik

Den lille ny tronarving vil efter alt at dømme blive opdraget med kærlighed og opmærksomhed. Og så vil forældrenes sportsinteresse sandsynligvis også sætte sine spor. På billedet ses kronprinseparret på Grønland - Foto: Martin Lehmann
Den lille ny tronarving vil efter alt at dømme blive opdraget med kærlighed og opmærksomhed. Og så vil forældrenes sportsinteresse sandsynligvis også sætte sine spor. På billedet ses kronprinseparret på Grønland - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Respekt, kærlighed og en stærk familie. Danmarks kommende tronarving vil få en opdragelse, som rummer masser af opmærksomhed, kærlighed, respekt og stærke værdier. Og som dermed adskiller sig fra den strenge opvækst, som hans far fik. Kronprinseparret har i flere sammenhænge fortalt, hvilke aspekter de vil lægge særlig vægt på i opdragelsen af deres børn. »Børn kan forlange akkurat alt det, som deres forældre forlanger af ægteskabet. Børn kan kræve at få kærlighed, støtte, beskyttelse, forståelse og også tillid og lykke«, siger kronprinsesse Mary i et interview med Politikens Ninka i maj måned sidste år, kort før parrets bryllup. Fortjener at blive hørt Kronprinsessen mener desuden, at det er vigtigt med et element af disciplin, men at »den bedste gave, du kan give dine børn, er de gode stærke værdier«. »Børn fortjener at blive hørt og at føle, at deres idéer og meninger bliver respekteret. Man skal lytte til dem og derefter prøve at forklare forskellen på godt og ondt. Mange børn får blot et nej. På den måde kommer de aldrig til at forstå det ræsonnement, der ligger bag nejet«, siger hun og påpeger, at hendes børn ikke skal opdrages af barnepiger. Kronprinsessen vil kæmpe for, at parrets børn kommer til at opleve deres forældres kærlighed. »Mine forældre har givet mig gode og stærke værdier i livet: ærlighed, integritet, nysgerrighed. Men udover det mærkede vi en stor kærlighed imellem dem. Jeg håber, vores børn vil opleve det samme«, siger hun. Mildere opdragelse Også kronprins Frederik har ladet offentligheden få et indblik i, hvordan han ser på børneopdragelse. Det er kendt, at han og prins Joachim fik en disciplineret opdragelse af deres franske far, prins Henrik, og dronning Margrethe. Blandt andet har kronprinsen ved tidligere lejligheder fortalt, at prinserne var fire-fem år gamle, før de fik lov til at spise sammen med deres forældre. »Vi levede helt anderledes, end mine forældre gjorde nedenunder. Gik i skole, spiste for os selv, hovedsageligt. Og spiste anden mad, end de fik. Man kan godt kalde det et helt andet liv ved siden af mine forældres,« har Frederik fortalt om sin barndom til bogen 'En familie og dens dronning'. 'Den man elsker tugter man' Kronprinsen har aldrig lagt skjul på, at han ikke havde et særlig tæt forhold til sine forældre. »Det var jo ikke noget, man tænkte på var forkert dengang. Vi var ikke så meget sammen med vores forældre. De rejste meget, og vi havde vores barnepige, så vi savnede dem ikke. Vores forældre var skrappe. Det var især min far, der gik ind for en gammeldags fransk opdragelse,« har Frederik tidligere udtalt til TV2. Også i sin tale ved sine forældres sølvbryllup i 1992, valgte kronprinsen at fortælle om sin opdragelse. »Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed. Til tider var den måske lidt overvældende og føltes måske også lidt tilfældig. Som barn følte jeg mig tit lidt magtesløs over for din stringente logik, din klare syntaks og dit galliske temperament,« sagde Frederik i sin tale. Men de barske elementer af kronprins Frederiks egen fortid, ønsker han at gøre anderledes for sine egne børn. »Mine børn skal have en mildere opdragelse. Og jeg vil være mere sammen med mine børn end mine forældre var«, har han ifølge DR tidligere udtalt. Et aktivt sportsmenneske Udover den følelsesmæssige del af opdragelsen har flere eksperter dagen igennem på TV2 og DR peget på, at den ny tronarving vil blive et aktivt barn. Både kronprinsen og kronprinsessen er aktive sportsfolk. Kronprins Frederik er uddannet frømand og har gennem hele sit liv dyrket maraton og ekstremsport. Blandt andet har han været på ekspeditionstur til Grønland. Kronprinsesse Mary er blandt andet en aktiv rytter og dyrker sejlsport, og de to har flere gange dystet mod hinanden i matchrace. Bør opdrages i begge sprog Derudover mener en ekspert, at parrets børn bør opdrages til at tale både engelsk og dansk i hjemmet. »Marys personlighed kommer langt bedre til udtryk på engelsk. Så hvis hendes barn skal have et ordentligt indtryk af, hvem mor er som menneske, vil jeg på det kraftigste anbefale, at hun taler sit modersmål i hjemmet«, siger Anette Hagel-Sørensen, som ko­ordinator af dansk som andet sprog på institut for nordiske studier og sprog­videnskab ved Københavns Universitet til Urban.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her