17-årig anholdt for dødstrusler mod bladtegnere

Lyt til artiklen

Kriminalpolitiet i Århus har anholdt en 17-årig mand med muslimsk baggrund. Han bliver sigtet for trusler på livet mod to tegnere, der er gået under jorden, oplyser kriminalinspektør ved Århus Politi Ole Madsen. Dødstruslerne kom, fordi tegnerne, sammen med ti andre, havde tegnet profeten Muhammed i Jyllands-Posten. Den unge mand blev arresteret 16.50 lørdag eftermiddag i vestbyen i Århus. Det foregik udramatisk, og politiet vurderer nu, om der var grundlag for en varetægtsfængsling. Tegnere under jorden Truslen fra den 17-årige var så alvorlig, at politiet fredag bad de to tegnere forlade deres hjem og gå under jorden. »Tegnernes situation er nu normaliseret, og de kan vende hjem til deres daglige liv«, siger kriminalinspektør Ole Madsen, der ikke vil afvise, at den 17-årige kan være sindsforvirret. De tolv tegnere fremstillede 30. september hver sin satiriske udgave af profeten Muhammed i Jyllands-Posten. Siden har der været meget kraftig kritik fra muslimer, fordi de opfatter tegningerne som gudsbespottelse. Rystede over reaktionen Selv om dødstruslerne kun var rettet mod to af tegnerne, er de otte tegnere, Politiken har været i kontakt med, rystede over de kraftige reaktioner. Alligevel har ingen af dem fortrudt, at de med deres streg medvirkede til at sætte debatten i gang om, hvorvidt det er i orden for danske tegnere at afbilde Muhammed, selv om det ikke er velset blandt en del muslimer. Vil ikke lade sig skræmme Kurt Westergaard er en af de tolv tegnere, og han mener, at debatten er udtryk for et kultursammenstød. »Jeg vil ikke lade mig skræmme. Hvis vi gør det, kommer vi ud på en selvcensurens glidebane, og så sælger vi ud af det, som jeg ville kalde arvesølvet - ytringsfriheden. Jeg ville tegne ham igen, hvis jeg skulle«, siger tegneren. Der er dog flere andre tegnere, der ikke er sikre på, om de ønsker at tegne profeten igen. Dødstruslerne får heller ikke chefredaktør Carsten Juste fra Jyllands-Posten til at fortryde, at avisen bragte de tolv tegninger. Han mener ikke, at avisen har en del af ansvaret for, hvad der er sket. Test for ytringsfrihed »Vi har handlet på ytringsfrihedens præmisser, og vi har gjort et stykke journalistisk håndværk, som vi ikke kan gøre om eller vil gøre anderledes. Det er vores samfundsopgave«, siger han. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tog i går også skarpt afstand fra dødstruslerne og den muslimske kritik: »Vi lever altså i et frit folkestyre, hvor der er en meget udstrakt ytringsfrihed, og den ytringsfrihed omfatter altså også adgangen til at stille sig kritisk over for religion, og den omfatter også adgangen til at illustrere religiøse temaer. Det er jeg nødt til at understrege«. Men der er vel ingen grund til at provokere unødigt? »Hør lige her: I et frit samfund er der en strøm af det, du måske vil kalde provokationer. Altså for at sige det rent ud: Jeg føler mig også af og til provokeret. Der er hele tiden nogen, der kritisk stiller spørgsmål ved autoriteter, også religiøse autoriteter. Det må kristendommen tåle, og det må islam tåle«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her