Muslimer føler sig forfulgt og hetzet

Lyt til artiklen

»For at være helt ærlig, så tror jeg faktisk overhovedet ikke på det. Jeg mener: En 16-årig knægt. Skulle han være blandet ind i terror? Politiet vil gerne komme efter muslimerne, og nu har de en grund til det«, siger pigen, der ikke vil have sit navn i avisen. Hun er spinkel. Indhyllet i sort fra isse til fod. Foran sig skubber hun en barnevogn med en lille krølhåret dreng med store brune øjne. Selv er hun helt lys, og hendes accentfrie dansk afslører, at hun er dansk konvertit. Hendes holdning er meget kendetegnende for mange muslimer i nabolaget, vi taler med denne lørdag. Altså dem, som overhovedet vil tale med pressen. For det er der mange, der ikke vil. »Jeg har ingen kommentarer. Du kan jo prøve at ringe til Glostrup Politi. De ved åbenbart en hel masse«, siger en yngre mand mut. Armene er korslagte og benene let spredte. I Brøndby Strand Indkøbscenter slæber efterårsblege danskere varer hjem side om side med tørklædeklædte kvinder og flokke af børn i alle aldre. Midt på torvet forsøger de lokale socialdemokratiske kandidater til kommunalvalget at få afsat roser og nøgleringe i et lille havetelt, der vakler faretruende i blæsevejret. Led i valgkamp Unge står i klynger - nogle lænet op ad de grå mure. En gruppe ældre nydanske mænd samles ved en bænk. Spørger man om anholdelserne i nabolaget, ryster mange på hovedet. Flere mener, at anholdelsen er et led i valgkampen op til kommunalvalget - muslimerne skal udsættes for hetz. »Jeg kan ikke tro, at de her unge rent faktisk har noget med det at gøre. Det er, som om politiet tænker: De er muslimer, og så er de nok terrorister. Man anholder folk, bare fordi de er meget religiøse«, siger en beboer, der ikke ønsker at stå frem, fordi han ikke vil være uvenner med familien, som han kender perifert. »Men der er mange her - unge og gamle - der mener, at man angriber islam. Det handler hele tiden om udlændinge. Og så kommer der en modreaktion«, siger han. Familierne til de anholdte er stadig ikke interesserede i at tale med pressen. Politiken ringer på ved den ene adresse i de grå boligkarreer. En mand med halvlangt gråligt skæg lukker op - faderen til den ene anholdte - en 16-årig dreng. »Gå jeres vej. Vi vil gerne tale med jer - men ikke før vi har fået ro«, siger han. Ikke uvenligt, men bestemt. Mere religiøse Selv om hele familien er meget religiøs, har den yngste søn efter sigende gennemgået radikalisering det seneste års tid. I øvrigt helt i tråd med en generel oprustning af det religiøse blandt unge nydanskere i området, fortæller flere. Godt hjulpet på vej af religiøse grupper, der kommer i området og deler løbesedler ud blandt de unge og arrangerer møder. »Jeg er selv begyndt at gå mere op i religion. Især her hen over sommeren. Der er mange her, der kontakter de unge. Det kan ske hvor som helst: på gaden, hjemme hos venner, i en klub. Og det er ikke kun udlændinge - det er også danskere. De tager ofte fat i de fyre, der er blevet lidt kriminelle. Så snakker de om Koranen og forsøger at lede dem på vej«, forklarer Deniz Onurlu, en 19-årig dreng.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her