Beskæftigelsesminister angriber socialchefer

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) skød med skarpt på socialcheferne. - Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) skød med skarpt på socialcheferne. - Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) viste sig som en temmelig besværlig gæst, da han mandag var mødt op på socialchefernes årsmøde i Odense. Fra talerstolen lancerede han et frontalangreb på indsatsen for at få kontanthjælpsmodtagere - og især indvandrere og flygtninge - i arbejde. Ingen blev ladt i tvivl om hans holdning: Landets socialchefer og deres socialrådgivere gør ikke deres arbejde godt nok. Dumt svin »Det kan godt være, at I opfatter mig som et dumt svin, der prøver at bringe uorden i geledderne, men vi må da snakke sammen for at finde ud af, hvem der i realiteten står til rådighed for arbejdsmarkedet«, sagde beskæftigelsesministeren, som mener, at der blandt sagsbehandlerne hersker en form for blødsødenhed og forsørgermentalitet over for indvandrere på kontanthjælp. »Sagsbehandlerne skal i langt højere grad fokusere på at få dem i job, end det er tilfældet, når de er til samtaler. Det kan gøres bedre«, lød hans udmelding. Utilfredse suk og mumlen forplantede sig langs bordene. Ministerens indlæg blev mødt med en opfattelse af, at det er socialcheferne og deres sagsbehandlere, som bærer intet mindre end en del af skylden for problemerne på integrationsområdet. Ikke alle indvandere til rådighed Fordi det efter Claus Hjort Frederiksens opfattelse er afgørende for integrationen, at indvandrerne kommer ud på arbejdsmarkedet. Han mener, at nogle kontanthjælpsmodtagere blandt indvandrere reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, og at familierne reelt ønsker, at konen bliver i hjemmet. »Det er deres valg, og det skal det offentlige ikke finansiere«. Ministerens skideballe blev mødt med en blanding af vrede og skuldertræk. Men det skortede ikke på mod til at svare igen. Genmæle »Du skyder skylden på os som en faggruppe, når integrationspolitikken ikke lykkes«, lød det fra salen. Og videre: »Det klæder ikke en minister og er ikke fremmende for et godt samarbejde«. Socialdirektør Preben Buchholt, Aalborg, skældte Claus Hjort Frederiksen ud for at hænge en personalegruppe ud i stedet for at indlede en mere konstruktiv diskussion. Ingen fingre lagt imellem Ole Pass fra Rødovre, der er formand for Foreningen Socialchefer i Danmark, bakkede op om kritikken af ministeren og lagde heller ikke fingrene imellem. »Ministerens kritik er udtryk for, at han ikke ved, hvad der sker. Eller i bedste fald taler vi forbi hinanden«, sagde Ole Pass. »Ministeren tror åbenbart, at vi sidder med kontanthjælpsmodtagere i den ene hånd og med den anden er klar til at trykke på en knap, som øjeblikkelig giver arbejde. Sådan er virkeligheden ikke«. Ole Pass sagde også, »at når det ikke går, som ministeren mener, det skal, så skyder han skylden på sagsbehandlingen. Det er irriterende«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her