Betjent trådte på anholdt - men slipper for straf

Lyt til artiklen

Det var »ydmygende« og »potentielt farligt«, da en betjent i december sidste år stod med sine mørke støvler på nakken af en anholdt mand. Men det var ikke politivold, vurderer Statsadvokaten for Sjælland. Derfor slipper betjenten for en straffesag. »Vi mener ikke, der er bevismæssigt grundlag for at tiltale betjenten«, siger Henrik Plæhn fra Statsadvokatens kontor. Klammeri med dørmænd Episoden opstod, da en mand kom i klammeri med nogle dørmænd foran diskotek Shooters i Kalundborg. Den efterfølgende anholdelse på gaden blev optaget af et vidne, og den 12 sekunder lange videooptagelse blev offentliggjort i Ekstra Bladet. Optagelsen viste en politibetjent, der satte sin fod på nakken af manden, som lå på maven på asfalten med hænderne placeret på ryggen og iført håndjern. Den anholdte sprællede med benene og skreg hæst. Kort efter fjernede betjenten foden fra nakken, hvorefter han hev den anholdte op fra jorden. Betjenten har forklaret, at han satte foden på nakken for at manden ikke skulle gøre skade på sig selv eller på betjentene. Der er tvivl om, hvor hårdt betjenten trykkede, og blandt andet derfor bliver der ikke rejst tiltale. »Der er divergerende forklaringer om, hvorvidt der er trykket til med foden, så vi mener ikke, at der ud fra vidneforklaringerne og videooptagelserne kan lægges til grund, at det er vold«, siger statsadvokatassessor Henrik Plæhn. Skarp kritik Derimod udtrykker Statsadvokaten skarp kritik af betjentens adfærd, fortsætter Henrik Plæhn. Statsadvokaten opererer med tre kritikniveauer: 'kritisabelt', 'meget kritisabelt' og 'stærkt kritisabelt'. »Betjentens adfærd har været meget kritisabel. Vi mener altså ikke, der er tale om vold, men vi vælger at træffe en afgørelse efter hans adfærd. Vi beklager dybt betjentens adfærd over for den anholdte«, siger han. I afgørelsen fra Statsadvokaten står der, at der var tale om »en ydmygende handling og en handling, der har været potentielt farlig for den anholdte. Det anvendte magtmiddel har været unødvendigt og uforsvarligt«. Det er nu op til politimesteren i Kalundborg og Rigspolitichefen at afgøre, hvilke disciplinære konsekvenser sagen skal have. I værste fald risikerer betjenten tjenestefritagelse. Men mere sandsynligt slipper han med en advarsel eller en bøde, fortæller politimester i Kalundborg Kim Christiansen. »Jeg er meget glad for, at sagen er endt, hvor den er endt. Det er endnu ikke besluttet, hvilke konsekvenser sagen skal have«, siger han. Må ikke bruge fod Den anholdtes advokat, Kristian Baagø, er utilfreds. Han vil derfor klage til Rigsadvokaten. Han kan ikke forstå, at det ikke er vold, når en politimand sætter foden på nakken af en anholdt. »Min klients hænder var bundet på ryggen med håndjern, da betjenten satte foden på nakken, så jeg er dybt forundret over, at der ikke er tale om vold. Det er et ulovligt middel, når en politimand bruger sin fod. Han må bruge sin stav, og han må bruge sin pistol, og han må bruge sine hænder. Men han må ikke altså ikke placere sin fod i nakken på en mand«, siger Kristian Baagø. Statsadvokaten har afhørt 16 personer i sagen. Ud over selve anholdelsen havde den anholdte anklaget politiet for at have grebet ham hårdt om halsen i politibilen på vej til politistationen og for at have hamret hans hoved ned i en skranke på stationen. En erklæring fra Slagelse Sygehus bekræftede, at manden senere på natten måtte sys med to sting for en flænge i hagen. Men Statsadvokaten mener heller ikke, at der i disse sager er beviser nok mod betjentene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her