Penge sikret til førtidspensionister

Lyt til artiklen

Søndag bliver en god dag for landets dårligst stillede førtidspensionister. Regeringen og Dansk Folkeparti satser på at kunne forhandle en aftale for næste års finanslov på plads søndag, og det kommer til at betyde flere penge til førtidspensionisterne. »Vi mangler stadig at finde de niveauer, der passer ind i den samlede finanslov, men det er klart, at der bliver penge til de førtidspensionister, der får mindst«, sagde finansminister Thor Pedersen (V) lørdag, hvor han brugte hele dagen på forhandlinger med Dansk Folkeparti. Milliard til førtidspensionister Regeringens støtteparti har krævet i alt en milliard kroner til de svageste førtidspensionister. Det er dog usikkert, om de får alle pengene hevet hjem. Det afhænger i høj grad af, hvilke indrømmelser regeringen i øvrigt er parat til at give Dansk Folkeparti. »Men vi går efter så mange penge som muligt til førtidspensionisterne«, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Nedskæring af boligstøtte droppet Ifølge DF-lederen er det også lykkedes at få regeringen til at droppe en bebudet nedskæring i boligstøtten til udvalgte pensionister. »Thor Pedersen ved godt, at han har at gøre med et parti, der har stor bevågenhed i forhold til landets pensionister. Derfor kan vi selvfølgelig ikke acceptere, at man forringer boligydelsen netop for pensionister«, siger Pia Kjærsgaard. Finansminister Thor Pedersen lægger op til en udfasning af den omstridte flypassagerafgift, og parterne diskuterer også, om sodavandsafgiften skal sættes ned. Dansk Folkeparti mødte i går op med et nyt krav om, at der afsættes 10 millioner kroner til ekstra dyrevelfærd på næste års finanslov. Og forslaget blev ifølge Pia Kjærsgaard godt modtaget af regeringens forhandlere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her