Optælling viser tæt løb i Århus

Lyt til artiklen

Svage strømpile antyder en mulig udskiftning i borgmesterkontoret i Århus. Med over halvdelen af stemmerne talt op, er Socialdemokraternes borgmesterkandidat Nicolai Wammen (S) gået et mandat frem. Det er borgmester Louise Gade (V) ganske vist også, men hendes støtteparti, De Konservative, er tilsvarende gået tilbage. Flertal til venstrefløjen Det betyder, at Socialdemokraterne sammen med SF og Enhedslisten har 15 mandater af de 31 nødvendige, mens Louise Gades Venstre sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti kun kan mønstre 14. Ingen af de to partier kan dog klare flertallet uden yderlige hjælp, og De Radikale er dermed omdrejningspunkt for natteforhandlingerne om magten, sådan som det også var tilfældet ved det århusianske kommunalvalg for fire år siden. Forsigtige kandidater Begge kandidater var da også forsigtige i deres udtalelser til pressen, kort efter at valgstederne havde lukket. En forsigtigt optimistisk Nicolai Wammen ankom storsmilende til rådhuset efter at have været tilforordnet i Gellerup. På det tidspunkt lovede de første exit polls et knebent rødt flertal, og Nicolai Wammen understregede, at intet var sikkert endnu: »Men det ser positivt ud«, sagde han forsigtigt, inden han forsvandt ind i rådhusets gange til det, der så ud til at kunne blive de lange knives nat. Håber på bredt samarbejde Borgmester Louise Gade (V) var forbeholden i sin kommentar til det mulige nederlag: »Meningsmålinger er spændende at iagttage, men kun vælgernes stemme tæller i den sidste ende. Jeg håber stadig på et bredt samarbejde. Det handler om at sikre Venstre størst mulig indflydelse«, sagde borgmesteren kort efter, at hun havde ringet valget af, så optællingen kunne begynde. Ud over Socialdemokraterne og Venstre står Dansk Folkeparti til fremgang - eller rettere til at blive repræsenteret i byrådet for første gang, siden forgængeren fra sidste valg blev løsgænger. De Konservative står til at gå et mandat tilbage, mens Enhedslisten, De Radikale og SF holder skansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her