Nyrup: Hedegaard opgiver miljøkamp for let

Selvom EU's nye kemilov ikke vil være god for miljøet. Alligevel anbefaler miljøministeren de danske EU-parlamentarikere at stemme ja til ny kemikalielov - Foto: Anders Birch
Selvom EU's nye kemilov ikke vil være god for miljøet. Alligevel anbefaler miljøministeren de danske EU-parlamentarikere at stemme ja til ny kemikalielov - Foto: Anders Birch
Lyt til artiklen

I et sidste forsøg på at få de danske EU-parlamentarikere til at godkende en ny kemikalielov har miljøministeren sendt et brev ud, hvor hun advarer dem mod at stemme nej ved en afstemning i morgen. »Reach må ikke falde på gulvet nu, og enhver udskydelse til efter nytår ville efter min bedste overbevisning risikere at give modstanderne af et stærkt Reach fornyet vind i sejlene«, skriver Connie Hedegaard (K) i et brev, der er det andet i rækken på få dage. Værre alternativ Miljøministeren indrømmer, at den seneste aftale mellem socialdemokraterne, de liberale og de konservative i parlamentet ikke er så god for miljøet, som hun gerne havde set. Hun frygter dog, at alternativet er værre. »Vi risikerer, at man ender med en dårligere aftale. Nassauer (konservativ ordfører, red.) har sagt, at han er klar til gå tilbage til en dårligere aftale, hvis dette kompromis ikke bliver vedtaget«, siger Connie Hedegaard til Politiken. Færre krav til virksomheder Aftalen mellem de tre største grupper i parlamentet laver ikke om på, at det i fremtiden bliver virksomhederne og ikke myndighederne, der skal bevise, at de kemikalier, de bruger, er ufarlige. Men aftalen stiller færre krav til virksomhederne om data for de 20.000 kemikalier, som anvendes i mængder på mellem 1 og 10 ton om året. En ændring, som den svenske miljøminister Lena Sommestad kalder »utilstrækkelig« i et brev til de svenske parlamentarikere. »Konsekvensen af et kraftigt udvandet Reach bliver, at regeringens og Riksdagens miljøkvalitetsmål om et giftfrit miljø ikke kan nås inden for overskuelig tid«, skriver hun. Hedegard opgiver for let De nordiske medlemmer af den socialdemokratiske gruppe i parlamentet er imod aftalen, og Poul Nyrup Rasmussen synes, at Hedegaard giver for let op i forhold til den svenske kollega. »Det er for tidligt og ikke korrekt at lægge sig ind på laveste fællesnævner. Vi presser på til det sidste«, siger han og henviser til, at det er lykkedes at få de franske socialdemokrater med. Miljøminister Connie Hedegaard afviser Nyrups anklager som »politisk fnidder«. Hun understreger dog, at den danske regering bakker op om de forbedringer, det kan lykkes Nyrup at få igennem i parlamentet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her