Hård modstand mod at afskaffe gruppeeksamen

Lyt til artiklen

Regeringens beslutning om at afskaffe gruppeprøver bliver mødt med vrede af landets studerende og med modstand i erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner. I en fælles meddelelse fra ti studieorganisationer kalder de studerende beslutningen for »usaglig«. Rektoren fra Aalborg Universitet Finn Kjærsdam er mest kontant i sin kritik af beslutningen. »Det er det mest idiotiske, de længe har gjort. Det er forrykt at indføre et asiatisk eksamenssystem, når vi netop har udviklet verdens mest avancerede undervisningssystem... Vi kan ikke overleve på individiuelle præstationer«, siger han til Nordjyske. Undren i erhvervslivet Jannik Linneman, der er chefkonsulent i Dansk Handel og Service, undrer sig også. »Ude i de videnstunge virksomheder sidder man heller ikke i sin egen munkecelle og bliver testet. Her er det almindeligt, at man afleverer kollektivt og bliver testet sammen«, siger han. Dansk Industri bakker dog op om regeringens beslutning. Gruppeprøve er væk i folkeskolen Aalborg Universitet bliver særligt hårdt ramt af beslutningen. Sammen med Roskilde Universitetscenter bliver eksamenerne her fortrinsvis afviklet gruppevis. Undervisningsminister Bertel Haarder har sikret sig opbakning til at afskaffe gruppeeksamenerne i de videregående uddannelser. I forvejen er de fjernet i både folkeskolen og gymnasiet. De radikale undrer sig Uddannelsesordfører for De Radikale, tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager, mener, at beslutningen er truffet ud fra ideologiske hensyn snarere end faglige. Hun frygter, at afskaffelsen af gruppeeksamener vil betyde døden for meget gruppearbejde. »Når man sender det signal, at det er dig og dig alene, vi vil teste, så siger man også, at du skal øve dig i at blive bedre på egen hånd og ikke i samarbejde med andre«, siger hun ifølge Ritzau. Formand for universitetsrektorerne Jens Oddershede fra Syddansk Universitet kalder beslutningen for rimelig. »For os er det afgørende, at man fortsat må arbejde i grupper med rapporter og projekter, og det lyder, som om forslaget tager højde for det«, siger han, men understreger, at han ikke har set nogen problemer i gruppeeksamen tidligere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her