Berndtson får sin vilje hos de borgerlige

Lyt til artiklen

Den snart forhenværende socialdemokrat Winnie Berndtson får nu alligevel den plads i teknik- og miljøudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, selv om Københavns kommende overborgmester Ritt Bjerregaard (S) egentlig havde nægtet hende den. Det sker efter Winnie Berndtson i går meddelte, at hun træder ud af Socialdemokraterne for i stedet at støtte blokken af højre-partier i konstitueringen i hovedstaden. Ingen belønning Men der er ikke tale om, at hendes støtte er blevet købt af højrefløjen, siger den konservative Mogens Lønborg, som med Berndtsons støtte har udsigt til en borgmesterpost. »Hun får ikke en belønning. Ikke ud over den post, hun gerne ville have i Miljø- og forsyningsudvalget«, siger Mogens Lønborg til Ritzau. Partiskadelig virksomhed Ritt Bjerregaard blev orienteret om Berndtsons beslutning sent i aftes, og var meget overrasket. Hun mener, at Winnie Berndtsons beslutning tangerer partiskadelig virksomhed. »Det er klart, at når man melder sig ud efter et valg og sørger for, at de borgerlige partier får en borgmesterpost, så ser det ikke pænt ud«, siger Ritt Bjerregaard. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) siger, at Winnie Berndtsons beslutning sandsynligvis betyder, at den unge socialdemokrat Thor Grønlykke ikke får socialborgmesterposten. For nu bliver det Dansk Folkeparti, som kommer til at bestemme, hvem der skal have borgmesterposten. Intern kritik Men internt hos Socialdemokraterne er der dog også kritik af Ritt Bjerregaard. Det mangeårige medlem af borgerrepræsentationen Jette Bergenholz Bautrup (S) siger, at Winnie Berndtsons beslutning kunne have været undgået, hvis Ritt Bjerregaard havde lyttet til hendes ønske om at få en plads i miljø- og forsyningsudvalget. »Det var et meget lille ønske, som man burde have kunnet indfri. I stedet ser vi nu, at det hele sejler«, siger Jette Bergenholz Bautrup til Ritzau. Magtfordelingen tilbage Med beslutningen om at støtte de borgerlige foretager Winnie Berndtson det samme spring, som venstremanden Wallait Khan tidligere har gjort. Mogens Lønborg var ude med skarp kritik af Wallait Khan, da denne tog sine stemmer og gik over til socialdemokraternes fløj. Nu sker det modsatte - men det er helt i orden, mener han. »Det afgørende er, at magtfordelingen, som vælgerne har bestemt den, nu er genoprettet. Det grundlag, vi bør konstituere os på, er det grundlag, vælgerne gav os den 15. november. Og det ser det forhåbentlig ud til, det kan blive«, siger han til Ritzau. Ingen kommentarer til forløbet Mogens Lønborg vil ikke kommentere, om han har haft møder med Winnie Berndtson op til hendes skifte, lige som han heller ikke vil fortælle om sin mødeaktivitet i dag. »Jeg har ikke lyst til at sige så meget lige nu. Jeg vil slet ikke kommentere forløbet«, siger Mogens Lønborg til Ritzau. Winnie Berndtson, der i indeværende valgperiode er miljø- og forsyningsborgmester, røg ind i et politisk stormvejr, da hun var med til at ansætte sin tidligere kæreste som direktør for Miljøkontrollen. En beslutning, som siden fik statsamtet til at erklære hende inhabil. Foruden Winnie Berndtson har også Finn Rudaizky meldt sig ud af Socialdemokratiet. Først i dag tager han stilling til, om han vil støtte de borgerlige, det vil dog ikke flytte flere borgmesterposter i borgerrepræsentationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her