S og R har plan for Irak-exit

De danske soldater bør være ude af Irak 1. juli, mener Socialdemokratiet og de radikale. - Foto: Thomas Borberg
De danske soldater bør være ude af Irak 1. juli, mener Socialdemokratiet og de radikale. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Socialdemokratiet og de radikale slår nu endegyldigt fast, at de vil have de danske soldater hjem fra Irak 1. juli næste år. Derefter skal det danske bidrag udelukkende bestå af instruktører og eksperter, som skal opbygge den irakiske stat. Det fremgår af en plan, som de to oppositionspartier har udsendt. Her fremgår det, at Danmark skal bidrage med 50 trænere til NATO's træningsmission, støtte politiuddannelsen, retsstatsopbygningen og hjælpe med administrative reformer. 500 soldater i aktion »Den irakiske befolkning har bekræftet deres vilje til demokrati, men landet præges i mange områder af store indre spændinger, daglige terroraktioner mod civile mål og væbnet modstand mod koalitionsstyrkerne. Denne udvikling har fået os til at overveje, om vi fortsat er en del af løsningen, eller om vi også begynder at være en del af problemet«, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft i en pressemeddelelse. I stedet skal de godt 500 soldater i Irak indgå i udvidede operationer i Afrika og Afghanistan. Det fremhæver Niels Helveg Petersen fra de radikale: »Ved at frigøre de danske ressourcer fra Irak og anvende dem andre steder vil vi kunne redde menneskeliv og samtidig være i bedre overensstemmelse med den traditionelle danske profil og prioritering«. Regeringen afviser Men regeringen har ind til videre afvist at sætte en bestemt dato for, hvornår sikkerhedssituationen i Irak tillader, at de danske soldater trækkes hjem. I øjeblikket diskuterer regeringen dog med oppositionen, hvordan antallet af danske soldater i Afghanistan kan fordobles til omkring 360. Det skal dog ske uden at hente soldater fra Irak, mener regeringen. I dag er der 173 soldater i Afghanistan. Heraf er de 60 ansatte i flyvevåbnet, som ledsager et Hercules-transportfly, der flyver med genopbygningsmateriel til de mere utilgængelige og bjergrige egne af Afghanistan. De konservatives forsvarsordfører Tom Behnke er tilfreds med, at S og R ikke vil blokere for en forlængelse af Irak-mandat frem til sommer. »Men vi har ikke noget ønske om at træffe en beslutning om, hvad der skal ske i andet halvår af 2006. Det er muligt, at der er grundlag for at trække soldaterne ud, men det har vi ikke tænkt os at fortælle terroristerne«, siger han. Det lykkedes ikke at få en kommentar fra udenrigsminister Per Stig Møller eller forsvarsminister Søren Gade.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her