FE løfter to procent af sløret

Der er grænser for åbenheden i en hemmelig tjeneste, men »en tyndere kop te er bedre end slet ingen kop te«, mener kontreadmiral Jørn Olesen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).   Foto: Jens Dresling
Der er grænser for åbenheden i en hemmelig tjeneste, men »en tyndere kop te er bedre end slet ingen kop te«, mener kontreadmiral Jørn Olesen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Når man ringede til det militære spionvæsen, lød det indtil for nylig: »Kastellet«. I dag er det tilladt for telefondamerne at sige ligeud: »Forsvarets Efterretningstjeneste«. Et udtryk for tjenestens tilløb til større åbenhed, kunne man passende spørge FE-chefen, kontreadmiral Jørn Olesen. »Vi har fået ny telefoncentral. Og der er ingen grund til, at de, som har slået FE's telefonnummer op og ringer til FE, ikke også får at vide, at det er FE, de taler med«. Åbne og lukkede kilder Gennem mange år var Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) forvænt med et liv uden for offentlighedens søgelys. Men den tilstand blev der vendt op og ned på efter affæren med den åbenmundede agent Frank Grevil, der tidligere på året blev dømt for at have lækket hemmelige papirer om Irak. Det er en medvirkende årsag til, at FE nu udgiver sin anden offentlige rapport om verdens tilstand. Men hvor meget klogere bliver man på truslerne mod Danmarks sikkerhed, når FE holder sig til det generelle af hensyn til fremmede magter og spionernes sikkerhed? »Rapporten adskiller sig fra tænketanke og medier ved at være baseret på både lukkede og åbne kilder. Det vil sige, at den også baserer sig på efterretninger, som vi har indhentet elektronisk og fysisk, eller som stammer fra udenlandske samarbejdspartnere. Men vi viser kun offentligheden en lille del af vores samlede produktion. 98 procent bliver ikke offentligt kendt. Det er en tyndere kop te end de klassificerede rapporter til regeringen og andre myndigheder«. Det er de færreste, der bryder sig om at drikke tynd te?

»En tyndere kop te er bedre end slet ingen kop te. Det her er udtryk for, hvad efterretningstjenesten generelt vurderer om den globale situation«, siger den tidligere ubådskaptajn. Talenter Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet beskyldt for at have hængt fast i trusselsbilledet fra den kolde krig og ikke have omstillet sig hurtigt nok til den globale terrors udfordringer. Som en del af regeringens terrorpakke skal både FE og Politiets Efterretningstjeneste (PET) nu bestå en international evaluering. Det ser Jørn Olesen frem til med sindsro, siger han: »Vi har det fint med at skulle evalueres og har selv været med til at fremsætte forslaget. Når man tænker på, hvor mange ekstra midler der er tilført efterretningstjenesterne siden 11. september 2001, så er det naturligt at få lavet en vurdering«. Ifølge Jørn Olesen er der stadigvæk klare grænser for, hvor langt en efterretningstjeneste kan gå i sin åbenhed: »En tjeneste med vores størrelse er meget afhængig af udenlandske partnere. Hvis de ikke tror på, at vi kan holde på en hemmelighed, betror de os ikke fortrolige oplysninger ...«. I dag er vi endnu mere afhængige af andre, fordi vi ligger ikke så tæt på vores interesseområder som under den kolde krig. Vi har en helt anden global interesse i dag end dengang. Læren fra Irak er, at elektroniske oplysninger ikke er nok. Du er nødt til at have indhentning gennem personer, meddelere og spioner«. Af samme grund har FE nu ansat de »ekstraordinære talenter«, som det hed i et meget omtalt stillingsopslag til mennesker med mod på en tilværelse som spion: »Jeg kan ikke fortælle hvor mange, men vi fik sækkevis af ansøgninger«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her