Truslen mod Danmarks sikkerhed har forandret sig til ukendelighed siden den kolde krigs dage. I dag er risikoen for en krig i »Europas hjerte usandsynlig«, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin anden offentlige risikovurdering, som tager temperaturen på klodens konfliktområder. Ikke overraskende er det risikoen for terrorangreb fra »militante sunnimuslimske netværk«, som for tiden holder FE's analytikere og agenter beskæftiget: »Især Irak fungerer som en magnet for udenlandske ekstremister. De, der overlever, høster erfaringer og danner netværk, som kan anvendes andre steder. Der vil løbende være risiko for simple terrorangreb og angreb af en vis kompleksitet mod ubeskyttede mål, også i Europa«, hedder det i rapporten. Men på længere sigt er det i virkeligheden forholdet mellem USA og Kina, som burde tiltrække sig den største opmærksomhed. Kina har i dag overhalet Rusland som det land i verden, der bruger flest penge på forsvar efter USA. Og om 20 år vil det asiatiske land være en større økonomi end den amerikanske: »I dette tidsrum vil Kina strække sig langt for at undgå konfrontationer med USA, medmindre Kina føler sine strategiske interesser truet, for eksempel i forhold til Taiwan«. Større forsvarsudgift Efter den kolde krig oplevede verden en opbremsning i forsvarsudgifterne, men de er på vej op igen og nærmer sig niveauet før Murens fald. Det skyldes ikke mindst USA, som har distanceret de øvrige NATO-lande i et omfang, så »europæiske styrker reelt ikke længere kan deltage i fælles operationer med det højteknologiske amerikanske forsvar«. Til de globale udfordringer hører også befolkningstilvæksten i Nordafrika, hvor tre fjerdedele af alle er under 25 år, og hvor mange illegalt forsøger at komme til Europa. Samtidig benytter islamiske grupper det afrikanske kontinent til træning af terrorister, der kan slå til i andre lande. FE mener, at det stadig vil være en »forsvindende lille del af den muslimske befolkning, der aktivt tilslutter sig den militante sunni-ekstremisme: »Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at størrelsen og styrken af netværkene vil være uforanderlig. Tværtimod ...«. Hyklerisk adfærd Når de islamiske bevægelser for tiden har medvind, skyldes det ikke mindst, at »Vestens adfærd i eksempelvis den israelsk-palæstinensiske konflikt eller Irak-krigen opleves i brede kredse i den muslimske verden som uretfærdig og hyklerisk«. Derfor er det »meget sandsynligt«, at vi vil se nye angreb som i Madrid og London. Umiddelbart kunne det se ud, som om tilbagetrækningen fra Irak efter FE's vurdering har lange udsigter: »Situationen i Irak vil sandsynligvis eskalere til en egentlig borgerkrig, hvis koalitionen forlader Irak, før de irakiske sikkerhedsstyrker er i stand til at opretholde sikkerheden«, står der i risikovurderingen. FE-chefen, Jørn Olesen, vil dog ikke sige noget nærmere om tidshorisonten, ligesom han er utilbøjelig til at uddybe rapportens konklusioner. »Det er svært at vægte truslerne i forhold til hinanden«, siger efteretningschefen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























